Børn og svage ældre synger sammen i kor: "Man kan se, at de nyder det"

I Krogstenshave Plejecenter i Hvidovre skaber musikken sammenhold blandt generationer.

00:50

Video: TV 2 Lorry

- Det er vigtigt for alle mennesker at have noget med musik at gøre, og et kor er en rigtig god måde at få engageret ældre borgere i noget, som de føler et ansvar for, siger Mai Kjeldgaard. Foto: TV 2 Lorry

1 af 2

Cafeen i Krogstenshave summer af forventninger – både blandt tilskuere og koret, som skal optræde med otte sange, de har øvet på i et halvt år.

Koret består af børnehavebørn og borgere fra beskyttede boliger på Krogstenshave Plejecenter i Hvidovre. 

- De er jo vidt forskellige steder i deres liv og kan lære rigtig meget af hinanden, siger korleder og sygeplejerske på plejecenteret, Mai Kjeldgaard, der har taget initiativ til at danne et kor med børn og ældre mennesker.

- Børnene er så umiddelbare, og de ældre tumler med tunge tanker om at være ved slutningen af livet, så det er en god kombination, når de to grupper mødes, siger hun til TV 2 Lorry.

Musik er vigtigt for alle

Mai Kjeldgaard har som sygeplejerske primært ansvaret for de hjerneskadede på Krogstenshave Plejecenter.

Hun har beskæftiget sig med musik og sang, siden hun var barn – men det er første gang, hun starter et kor, og her er målet hverken skønsang eller perfektion, men derimod at skabe et rum til forløsning og nærvær:
 
- Det er vigtigt for alle mennesker at have noget med musik at gøre, og et kor er en rigtig god måde at få engageret ældre borgere i noget, som de føler et ansvar for, fortsætter Mai Kjeldgaard.

- Jeg kan mærke, at når musikken spiller, så falder der ro på dem, og man kan se, at de nyder det. 

"Det gør mig glad!"

Michael Røgen er en af beboerne på Krogstenshave Plejecenter. Han har tidligere været ansat i en fagforening og har været tillidsmand, indtil han i 1998 blev opereret i hjernen.

Michael synger solo i koret, blandt andet arbejdersangen ”Internationale”, men han tager også del i det praktiske arbejde.

- Det gør mig glad, og vi har skabt et dejligt sammenhold i koret. Det er bare helt fint, siger Michael Røgen og skynder sig op på plads i koret, så koncerten kan gå i gang.  



Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik