Arkivfoto Foto: TV 2 Lorry

Bølge af strømafbrydelser er helt tilfældig

Den seneste uge har der været ekstraordinært mange strømafbrydelser i i flere områder både i og udenfor København.

En bølge af strømsvigt har ramt hovedstadsområdet den sidste uges tid. 

- Der har været ekstraordinært mange strømafbrydelser i den sidste uge, hvor det næsten har været dagligt, siger Morten Kidal, presseansvarlig i Radius Elnet.

Han har arbejdet for selskabet siden 2006 og kan ikke huske at have oplevet så mange strømsvigt indenfor så kort tid. 

Der har været ekstraordinært mange strømafbrydelser i den sidste uge, hvor det næsten har været dagligt.

Morten Kidal, presseansvarlig, Radius Elnet

Tirsdag aften blev Islands Brygge i København forvandlet til en spøgelsesby. 1.600 husstande var uden strøm. Strømsvigtet skyldtes en teknisk fejl i transformerstationen, oplyste Radius Elnet. 

Radius Elnet

Forsyner 1 million hjem og virksomheder i Københavnsområdet, i Nordsjælland og i dele af Midtsjælland. 
Radius Elnet er en del af Dong Energy-koncernen

Torsdag aften var det dele af Hørsholm og Københavns Nordvestkvarter, der var henlagt i mørke. I Hørsholm var der 1.265 husstande, der manglede strøm, mens det i København NV var cirka 1.200 husstande - begge steder på grund af en teknisk fejl. 

Læs også 500 var uden strøm på Vestegnen - nu er den tilbage

Fredag var flere husstande i Lyngby og Virum mørklagt, og lørdag morgen gik strømmen flere steder i Storkøbenhavn. 

I Herlev og Skovlunde var 1.200 husstande uden strøm, og på Frederiksberg drejede det sig om 2.800 husstande.

Søndag morgen var det først 500 husstande i Glostrup og Rødovre, der var uden strøm, og om aftenen var 500 borgere i København ramt af strømsvigt. 

Ingen sammenhæng

Men selvom der har været strømafbrydelse næsten dagligt den sidste uges tid, så har det ingen sammenhæng, fortæller Radius Elnet. 

- Det er fuldstændig tilfældigt, at der kommer så mange lige nu, de er ikke indbyrdes forbundne, siger Morten Kidal, presseansvarlig, Radius Elnet.

Strømafbrydelserne skyldes individuelle fejl på elnetselskabets anlæg.

- Det er typisk en kortslutning som så skader anlægget, og i nogle tilfælde kan det udløse brand, der kan gøre, at det tager længere tid at reparere, men det har der ikke været tale om her, forklarer Morten Kidal og fortsætter: 

- Vi beklager de gener de mange strømafbrydelser har forvold vores brugere. Vi arbejder løbende på at forstærke og udbygge nettet, men vi kan ikke sikre det fuldstændigt mod strømafbrydelser.

Ring til elselskabet

Hvis strømmen ryger hos dig, kan det være en god idé at kontakte dit elselskab. For jo hurtigere problemet bliver registreret, jo hurtigere kan det blive fikset. 

- Selvom vi kan se de fleste strømafbrydelser på vores netovervågning, så kan mindre afbrydelser ikke registreres, fortæller Morten kidal, presseansvarlig, Radius Elnet. 

Læs også Endnu en omgang med strømsvigt i København