Bodil vælter Marienlyst

Stormfloden efter Bodil gav det kendte Hotel Marienlyst et tab på et tocifret millionbeløb. Nu er selskabet bag under rekonstruktion.

I sidste uge blev selskabet Marienlyst A/S, der står bag Hotel Marienlyst på Nordre Strandvej i Helsingør, taget under rekonstruktion ved Skifteretten i Helsingør.

Det bekræfter administrerende direktør Ulrik Finnemann over for Frederiksborg Amts Avis og oplyser, at årsagen til det drastiske skridt er den stormflod, som ramte hotellets bygninger dagen efter stormen Bodil i december sidste år.

- De samlede nettoomkostninger som følge af stormfloden vil andrage et tocifret millionbeløb, oplyser Ulrik Finnemann til avisen.

Rekonstruktion er skridtet før en konkursbegæring og betyder, at en rekonstruktør i form af en advokat forsøger at finde en ordning med kreditorerne, mens virksomheden kører videre. Ordningen får kun indflydelse på hotellet, da kasinoet bliver drevet gennem et andet selskab - med samme ejer.

I et brev til selskabets kreditorer bliver det oplyst, at alle medarbejdere fortsat får deres løn. Derimod betyder ordningen, at regninger fra før 22. januar i år ikke vil blive betalt under rekonstruktionsbehandlingen, som ifølge reglerne kan vare op til 12 måneder.

Selskabet oplyser endvidere, at regninger for varer med mere modtaget efter 22. januar vil blive betalt som normalt.

Hotellet har i en længere årrække kørt med årlige millionunderskud og blev også i 2011 ramt af oversvømmelser. Og netop stormflod rammer private virksomheder hårdt, da driftstab ikke dækkes af Stormrådet.

Hotel Marienlyst er ligesom Casino Marienlyst ejet af selskabet Blue Pacific Dragon Ltd. med adresse i skatte-paradiset Tortola på De Britiske Jomfruøer.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik