Arkiv foto Foto: Lorry

Bliv konfirmand på bare en uge

Konfirmandundervisningen kommer inden længe til at se helt anderledes ud for 140 konfirmander fra Jyllinge.      

Konfirmanderne, som kommer fra både Jyllinge Skole og Baunehøjskolen, er nemlig første hold i et toårigt forsøg, hvor forårets konfirmandundervisning med godkendelse fra biskoppen bliver kogt ned til bare at vare en uge, skriver DAGBLADET Roskilde.  
   
I fem dage i uge 11 skal eleverne kun beskæftige sig med religion og kristendomsundervisning på et utal af måder.

- Vi håber at kunne give konfirmanderne en bedre fornemmelse af, hvad en kirke er. Det skal være en oplevelse med lærerigt indhold, men også vise at kirken kan bygges op på deres præmisser. En oplevelse der bryder med deres tanker om den traditionelle folkekirke, forklarer sognepræst Kaj Bollmann.
     
For at hele forsøget overhovedet kan blive til noget, har skolerne skullet nikke ja til projektet, fordi den almindelige skoleundervisning aflyses i en uge.
     
- Det går nogenlunde lige op. Alternativet var jo, at vi skulle have haft eleverne i nogle timer hver uge, siger Kaj Bollmann.
Efterårets konfirmandundervisning er til gengæld, som den plejer at være, med undervisning en gang om ugen.