Blindes ledelinjer bliver alt for ofte spærret af cykler og caféborde

Ifølge Dansk Blindesamfund er det et udbredt problem, at der står placeret ting på de ledelinjer, som blinde og svagtseende kan bruge til at navigere efter i hovedstaden.

Du kender måske de knoppede eller nuprede felter ved fodgængerfelter eller på pladser i hovedstaden. Og en del ved sikkert også, hvilket formål den ændrede belægning har.

De knoppede felter i belægningen, som findes mange steder i det offentlige rum, bruges af blinde og svagtseende til at navigere efter.

quote Det er desværre jævnligt et problem, at der står ting på ledelinjerne.

Henrik Jensen, kredsformand for Dansk Blindesamfund i København

Men de bliver alt for ofte spærret af cykler, caféborde eller andre genstande.

Og det gør det svært at navigere sikkert gennem byen, lyder det fra Dansk Blindesamfund, som nu ønsker større opmærksomhed på problemet.

- Det er desværre jævnligt et problem, at der står ting på ledelinjerne, siger Henrik Jensen, der er kredsformand for Dansk Blindesamfund i København.

- Det har længe været problematisk. Nogle gange hjælper det i et stykke tid, hvis man ved, hvem der har sat noget på ledelinjen, for så kan de blive gjort opmærksomme på det, tilføjer han.

Kommune: Vi følger op på problematikken

I Københavns Kommune forsikrer man om, at man vil tage affære, hvis man bliver bekendt med konkrete problematikker.

- Ledelinjer skal naturligvis respekteres, hvilket fremgår af vilkårene, når man får en tilladelse til vareudstilling. Det fremgår ligeledes også på www.kk.dk (hvor man ansøger om tilladelse, red.), at opstilling af skilte og vareudstillinger skal tage hensyn til, at kørestolsbrugere og synshæmmede skal kunne bevæge sig på lige fod med os andre.

quote Hvis vi modtager henvendelser om konkrete steder, hvor der er problemer, bliver der fulgt op på sagen.

Mikkel Halbye Mindegaard, enhedschef i Københavns Teknik- og Miljøforvaltning

- Hvis vi modtager henvendelser om konkrete steder, hvor der er problemer, bliver der fulgt op på sagen. Det er den måde, kommunen kan gribe ind, siger enhedschef Mikkel Halbye Mindegaard, som har ansvaret for de tilladelser, der bliver udstedt.

TV 2 Lorry har tidligere modtaget billeder af ledelinjer, som er blevet overskredet af vareudstillinger fra forretningsdrivende langs fortove og på torve.

Østerfælled Torv på Østerbro. Her er ledelinjerne overskredet.
Østerfælled Torv på Østerbro. Her er ledelinjerne overskredet.
Foto: Privatfoto

Herover ses et billede fra Østerfælled Torv på Østerbro, hvor der står både cykler og blomsterkasser på ledelinjen.

Vareudstillingen er nu blevet flyttet længere ind mod facaden, så ledelinjen er igen tilgængelig for svagtseende og blinde, som det kan ses herunder.

Østerfælled Torv på Østerbro. Her er ledelinjerne igen synlige.
Østerfælled Torv på Østerbro. Her er ledelinjerne igen synlige.
Foto: Privatfoto

Og det glæder Henrik Jensen fra Dansk Blindesamfund, at kommunen vil håndhæve loven de steder, hvor det er muligt.

- Linjerne er der, for at man nemmere kan holde retningen. Særligt på et torv, hvor der er mange mennesker og mange ting – så er det lettere at holde retningen, hvis man kan gå langs en ledelinje. Der kan være borde og andre ting, som kan gøre det svært, siger kredsformanden i København.

Centerchef: Tilgængelighed for handicappede er en høj prioritet

Foruden en løftet pegefinger påpeger Københavns Kommune også, at tilgængelighed for handicappede er et stort fokus i kommunens nye anlægsprojekter.

- Tilgængelighed er et integreret fokus i alle vores projekter, så mennesker med bevægelseshandicap og synshæmmede kan komme sikkert rundt i byen.

- For at hjælpe de blinde benytter vi dels ledelinjer og dels de velkendte nuprede fliser, som man kan navigere efter. Et godt eksempel er den nye Amagerbrogade, hvor vi har lavet flere forskellige tiltag, som har øget tilgængeligheden betragteligt, siger centerchef Henriette Hall-Andersen, som er en af de ansvarshavende for Teknik- og Miljøforvaltningens store anlægsprojekter.

Hos Dansk Blindesamfund genkender man kommunens udmelding, men håber fortsat, at hjælp til synshandicappede bliver endnu mere tydelig i det offentlige rum.

- Flere og flere steder er der ledelinjer. Men det er noget, vi håber på, der kommer endnu mere af. Vi håber også, at det kommer ved flere centre, så man kan finde indgangen lettere. Så der er stadigvæk plads til forbedring, siger Henrik Jensen, kredsformand for Dansk Blindesamfund København.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik