Blackstone-sagen: Vrede lejere stævner Frederiksberg Boligfond

Lejerne i Den Sønderjyske By hiver Frederiksberg Boligfond i retten, fordi de ikke har modtaget et tilbud om at benytte deres skødebestemte forkøbsret.

Sagen om den amerikanske kaptialfond Blackstones køb af Den Sønderjyske By på Frederiksberg har medført stor debat, og sat sindene i kog blandt lejerne i den godt 300 lejemål store bebyggelse.

De frygter de store huslejestigninger, som vil følge med i kølvandet på, at Blackstone gennemfører en større renovering af lejemålene, og samtidig er de vrede på Frederiksberg Boligfond, som har solgt deres lejeboliger til Blackstone.

Lejerne har derfor nu stævnet Frederiksberg Boligfond, da de mener, at deres forkøbsret til ejendommen er blevet forbigået.

Det oplyser lejerne i en fælles pressemeddelelse.

Tvist om gammelt skøde

Frederiksberg Boligfond og Blackstone indgik i slutningen af 2018 en aftale om salg af tre ejendomme på Frederiksberg. En af disse er Den Sønderjyske By med i alt 303 lejligheder.

Prisen for Den Sønderjyske By er 537 millioner kroner, og lejerne har på baggrund af lejelovens tilbudspligt fået 10 uger til at stifte en andelsforening.

Her skal de matche Blackstones tilbud for at kunne overtage ejendommen. Et skøde fra 1932 kan imidlertid vende op og ned på denne sag.

Skødet er tinglyst i forbindelse med, at Frederiksberg Kommune overdrog ejendommene til Frederiksberg Boligselskab (forløberen for Frederiksberg Boligfond, red.).

quote Den hensigt, skødet er skrevet i, er den hensigt, som det skal læses ud fra i dag – selvom det er mange år siden

Søren Berg, beboerformand i Den Sønderjyske By

I skødet står, at kommunen har forkøbsret, hvis Frederiksberg Boligselskab en dag skulle ønske at sælge ejendommene. Vælger kommunen ikke at købe ejendommene, er det lejerne der har forkøbsretten. Af skødets tekst fremgår det, at ejendommene skal sælges til samme pris, de er solgt til i 1932. Altså en langt mere favorabel pris end den pris Blackstone har budt i 2018.

- Det var en vigtig og fremsynet politisk beslutning at indskrive forkøbsretten i skødet for at beskytte lejerne mod boligspekulanter. Den hensigt, skødet er skrevet i, er den hensigt, som det skal læses ud fra i dag – selvom det er mange år siden, siger beboerformand i Den Sønderjyske By, Søren Berg, i pressemeddelelsen.

Har endnu ikke modtaget et tilbud

Beboerne i Den Sønderjyske By har imidlertid ikke modtaget et tilbud om at benytte deres skødebestemte forkøbsret. Derfor indleder lejerne nu en retssag, hvor denne ret kræves.

Desuden kræver lejerne, at Frederiksberg Boligfond anerkender, at det tilbud, som lejerne har fået tilsendt som led i den almindelige tilbudspligt, er ugyldigt.

Tilbuddet er nemlig – ifølge lejerne - betinget af en anvisningsret, som Frederiksberg Kommune har forhandlet sig frem til med Frederiksberg Boligfond. Det betyder, at hvis lejerne skulle danne en andelsforening og købe ejendommen til tilbudsprisen, skulle de samtidig friholde lejligheder til sociale anvisninger til Frederiksberg Kommune.

Ifølge lejerne er tilbuddet dermed kun et tilbud til nogle lejere i Den Sønderjyske By, og det lever derfor ikke op til lejelovens tilbudspligt.

Historien om Den Sønderjyske By

  • 1914-1918 Under 1. verdenskrig mangler der små lejligheder i de større byer, og det fører til mange husvilde. Først i slutningen af 1020erne bliver forholdene normaliseret.
     
  • 1917 Frederiksberg Kommune beslutter at bygge sin første beboelsesejendom. I de følgende år bygger kommunen beboelsesejendomme for at komme bolignøden til livs.
     
  • 1918-1930 Frederiksberg Kommune bygger 1780 lejligheder i 25 ejendomme.
  • 1921 Den Sønderjyske By bygges. Den præmieres i 1922.
     
  • 1930 Frederiksberg sælger 15 ejendomme til et selskab oprettet specielt til lejligheden. Selskabet hedder Frederiksberg Boligselskab. Frederiksberg Boligselskab har et klart boligsocialt formål. Kommunen er repræsenteret med to bestyrelsesmedlemmer i boligselskabets bestyrelse. En af betingelserne for salget af ejendomme er en forkøbsret til kommunen subsidiært til lejerne, i tilfælde af at Frederiksberg Boligselskab ønsker at sælge ejendommene. Disse betingelser indføres for at undgå boligspekulation.
     
  • 1930-1932. Det tager et par år at få alle detaljer på plads. I 1932 tinglyses skøderne.
     
  • 1992. Frederiksberg Boligselskab overgår fra at være et boligselskab til at være en boligfond. Den hedder nu Frederiksberg Boligfond.
     
  • 2005. I forbindelse med deres 75-års jubilæum udgiver Frederiksberg Boligfond en jubilæumsbog Boligkvalitet i 75 år – Frederiksberg Boligfond 1930-2005. Her nævnes forhandlingerne omkring forkøbsretten.
     
  • 2018. Frederiksberg Boligfonden sælger tre af sine ejendomme: Svalegården, Peter Bangshus og Den Sønderjyske By. De begrunder salget med dårlig økonomi. Kommunen frasiger sig deres forkøbsret mod at få en anvisningsret. Lejerne spørges ikke.

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik