Bjerregaard blev smidt eller hetzet ud

Både B.T. og Ekstra Bladet hævder, at Anders Bjerregaard reelt blev fyret, da Brøndby-bestyrelsen tog et historisk opgør mod hele Bjerregaard-familien.

Den officielle forklaring på Anders Bjerregaards afsked som sportschef i Brøndby IF er ikke rar: Han gik selv, fordi han ikke længere kunne byde sin kone og sine børn, at der kom trusler på e-mail og i postkassen. Så vigtig er fodbold jo heller ikke.

Uofficielle forklaringer peger imidlertid på, at Anders Bjerregaard ikke gik, men reelt blev fyret i et dramatisk opgør i Brøndbys bestyrelseslokale mandag aften i denne uge. Man gav ham dog lov til selv at trække sig.

Både B.T. og Ekstra Bladet skriver torsdag, at den nye Brøndby-direktør Frank Buch-Andersen i mandags insisterede på, at de skuffende sportslige resultater skulle drøftes i bestyrelsen, og det gjorde han, selv om formand - og far til sportschefen - Per Bjerregaard forsøgte at lukke diskussionen.

Træner Kent Nielsen blev hurtigt fredet, men det kom ifølge de to aviser til en afstemning om sportschefen, hvor samtlige bestyrelsesmedlemmer - på nær formand Bjerregaard - valgte at stritte Anders Bjerregaard ud. Hvis beretningen er korrekt, så er det i sig selv et historisk opgør mod Bjerregaards position i klubben.

Ifølge begge aviser var det samme planer, som daværende direktør Hermann Haraldsson gik med i sommermånederne, og som var med til at føre til en fyreseddel for illoyalitet.

Frank Buch-Andersen afviser at kommentere detaljer fra et bestyrelsesmøde, mens Per Bjerregaard kalder historien om fyringen af Anders Bjerregaard for forkert.

- Man kan jo ikke sende en meddelelse ud, der er forkert. Anders sagde for et par dage siden, at han overvejede at gå. I dag (onsdag), har han definitivt sagt det til bestyrelsen, siger Per Bjerregaard ifølge B.T.

Set i bagklogskabens lys kalder han det for både "dumt og naivt", at han i sin tid ansatte sin søn.

- Havde jeg haft den indsigt, jeg har i dag, er det tvivlsomt, om jeg ville have ansat ham på den post, siger Bjerregaard til Ritzau.

Fodboldkommentatorer er over en bred kam enige om, at der skal findes en mand med en vis pondus til at bestride posten. Hans Bruun Larsen, der er tidligere ungdomslandstræner i Dansk Boldspil-Union, siger:

- Jeg tror, at man i Brøndby samlet set har vurderet, at det er rigtigt, at der kommer nye kræfter til klubben. Der skal ryddes ganske kraftigt op i spillertruppen, hvis Brøndby vil op og være et af de to store hold i Danmark. I de seneste tre-fire år har indkøbspolitikken ikke haft den nødvendige linje til, at Brøndby har en god trup, siger Hans Brun Larsen og fortsætter:

- Sådan som resultaterne er, og sådan som truppen ser ud, så er det i hvert fald ikke nogen forkert beslutning, hvad enten det er Anders Bjerregaard selv eller andre, der har truffet den. Det er vigtigt at finde en person, der kan tage de barske beslutninger, der skal tages nu.

Klubbens tidligere anfører og nuværende talentchef Kim Vilfort har midlertidigt overtaget sportschefstillingen. Direktør Frank Buch-Andersen har ikke sat deadline på, hvornår en permanent løsning skal være på plads, men han leder nu efter en stærk karakter, som kan indfri klubbens ambitioner, der er et kvalificere sig til europæisk fodbold.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik