04:12

Indslag fra valgaftenen.

Bitter afgående borgmester: "De har taget røven på mig"

Venstre snuppede borgmesterkæden fra Konservative i Allerød. Den afgående borgmester beskylder de andre partier for fordækt spil.

Allerød har ad flere omgange været kendt for sine valgnatsdramaer, og i nat var da heller ingen undtagelse .

Her blev Venstres Karsten Längerich konstitueret som ny borgmester, selvom De Konservative med den nu afsatte borgmester Jørgen Johansen i spidsen var det parti, der fik flest stemmer.

Jeg sidder stadig her i min stol og kigger ud over græsset. Det skal lige falde på plads.

Jørgen Johansen, Allerøds nu forhenværende borgmester (Kons.)

Det lod sig gøre, fordi Socialdemokratiet, Blovstrød Listen, Vores Allerød og Radikale Venstre bakkede op om Venstre.

Når Jørgen Johansen i dag ser tilbage på valgaftenen og nattens forløb, er det med en vis skuffelse.

- Jeg fik et godt valg med flest personlige stemmer i Allerød, og vi er stadig det største parti. Men når det er sagt, så er det ikke den fedeste oplevelse at miste sin borgmesterpost. Jeg sidder stadig her i min stol og kigger ud over græsset. Det skal lige falde på plads, siger han til TV 2 Lorry.

Læs også Nyt drama i Allerød: Borgmester udvandrer fra forhandlinger

Forlod forhandlinger

Men midt i skuffelsen gemmer der sig også en vis bitterhed over det forhandlingsforløb, som fandt sted i nat, efter det stod klart, at det nu er Venstre, som skal lede borgerne i Allerød.

Jørgen Johansen valgte således at forlade forhandlingsbordet, hvilket - efter hans eget udsagn - betyder, at han og De Konservative nu har mistet de to formandsposter, de var stillet i udsigt.

De Konservatives Jørgen Johansen må overlade tronen til Venstres Karsten Längerich. Foto: Simon Skipper - Scanpix

- Vi ville få to formandsposter. Det samme ville Socialdemokratiet, og så ville Venstre få borgmesterposten. Men hele banden på nær Blovstrød Listen stillede som ultimativt krav, at vi skulle skrive under på, at der var en person i vores gruppe, som absolut ikke måtte få nogen som helst poster. Men det skal de ikke bestemme. Hvis de ikke har tillid til, at vi kan håndtere det selv i partiet, så hører alt op. Det var et kardinalpunkt, fortæller Jørgen Johansen til TV 2 lorry.

Jeg skal ikke straffe en kollega offentligt. De må have tillid til, at vi går ind i et åbent samarbejde for at skabe en bedre politisk kultur, og det er i hvert fald ikke god politisk kultur at ydmyge nogen offentligt

Jørgen Johansen, Allerøds nu forhenværende borgmester (Kons.)

Hvem var den person?

- Det skal jeg ikke sige. Men hvis man kigger tilbage i historien, så har der været en masse hetz, og det har noget at gøre med det sidste borgmestervalg.

Er det Erik Lund?

- Ja, det kunne være et meget godt gæt, siger Jørgen Johansen med henvisning til sin partikollega, der tidligere har siddet som borgmester i Allerød.

- Jeg har aldrig hørt noget lignende. Jeg skal ikke straffe en kollega offentligt. De må have tillid til, at vi går ind i et åbent samarbejde for at skabe en bedre politisk kultur, og det er i hvert fald ikke god politisk kultur at ydmyge nogen offentligt, siger Jørgen Johansen, der beskylder de andre partier for at drive en personlig vendetta.

Læs også Unge i Allerød: "Vi vil have mere at sige"

- Det værste ved det, der er sket, er, at de har kørt parallelle forløb. Jeg havde jo skrevet med Venstres og Socialdemokratiets formænd om, at vi alle skulle gå ind og få noget struktur og kigge på, hvordan aflønningen skulle være. Og der har de så kørt et parallelt forløb og taget røven på mig. Men jeg kunne ikke gøre så meget, når den anden borgerlige del af Allerød er til fald, siger Jørgen Johansen til TV 2 Lorry og tilføjer, at han er godt tilfreds med sin beslutning om forlade forhandlingsbordet. 

Læs også Allerød: Konservative taber terræn

- Jeg lovede, at der ikke ville blive ballade, og at vi ikke skulle sætte tingene over styr ved at gå ind i de her kampe. Det løfte har jeg holdt, og det er jeg sådan set tilfreds med, siger han.

Nyvalgt borgmester forstår ikke kritik 

Allerøds nyvalgte borgmester, Karsten Längerich (V), stiller sig uforstående over for Jørgen Johansens kritik og hans beslutning om at forlade forhandlingsbordet.

Alle kender til Allerøds historie, og vi tror, det er bedre, hvis nogle af de gamle koryfæer træder i baggrunden.

Karsten Längerich (V), Allerøds nyvalgte borgmester

- Vi tilbød De Konservative to udvalgsformandposter. Vi tilbød dem to pladser i økonomiudvalget, og vi tilbød dem politisk indflydelse. Da vi så kommer til det ene konkrete spørgsmål, om Erik Lund skal have en udvalgsformandspost, så er der et ønske fra de andre partier om en ny start, og at der kommer nye personer på banen. Alle kender til Allerøds historie, og vi tror, det er bedre, hvis nogle af de gamle koryfæer træder i baggrunden, siger Karsten Längerich til TV 2 Lorry.

Karsten Längerich, V., bliver ny borgmester i Allerød Kommune. Foto: TV 2 Lorry

- Det blev så lige pludselig et kardinalpunkt fra De Konservative, hvilket var lidt mystisk. Vi troede, de ville et samarbejde. Men det sluttede så. Vi har kørt et forløb, hvor vi i Venstre præsenterede et oplæg til en aftale, som de andre partier kunne bakke om. Der havde De Konservative lige så meget mulighed for at komme med input, som de andre partier havde. Men nu var det altså Venstre, der var forhandlingsleder. Men vores tilgang har hele tiden været - og er det stadig - at vi ønsker et bredt samarbejde, siger Karsten Längerich.