00:25

Video: TV 2 Lorry

Bispebjerg kan få ny fødeafdeling

Politikerne i Region Hovedstaden overvejer en ekstra fødeafdeling - som meget vel kan komme til at ligge på Bispebjerg.

Meget tyder på, at Bispebjerg Hospital i København nu får sin egen fødeklinik. Som det er i dag, er der ikke fødegang på hospitalet. 
  
Regionsrådet i Region Hovedstaden er nemlig nu enig om, at sætte fokus på områet for fødsler. Det sker i lyset af at vi bliver flere indbyggere her i Hovedstadsområdet. I løbet af de næste ti år forventer Region Hovedstaden, at fødselstallet stiger med hele ti procent frem mod 2020. 

- Vi er desværre meget pressede på vores fødeafdelinger i regionen, og det er et emne, som optager mig meget. Derfor er jeg glad for, at vi nu sætter gang i et arbejde med at kigge på, hvilke redskaber vi har for at løse situationen. Vi skal og vil være i stand til at tilbyde de fødende i regionen et godt og trygt tilbud, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen, Soc.dem., i en pressemeddelelse. 

Læs også Region Hovedstaden: Gravide kvinder sendes mellem fødesteder

Presset tages af Hvidvore

Når netop Bispebjerg Hospital er oplagt til at huse en ny fødeafdeling skyldes det, at det i dag er det eneste hospital i regionen, der har en akutmodtagelse, men ingen fødeklinik. Samtidig er der en stor stigning i fødselstallet i København. 

En ny fødeafdeling på Bispebjerg vil blandt andet tage presset af Danmarks største fødeafdeling, som ligger på Hvidovre Hospital. Her forventes 8.000 kvinder at føde i 2020.  En ekstra fødeafdeling vil ifølge Region Hovedstaden også betyde, at flere kvinder kan få et sammenhængende patientforløb. 

Regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen understreger dog, at beslutningen ikke er truffet endnu.