Biograf jubler efter stor donation: Nu kan de ansætte udviklingshæmmede

Parkteatret i Frederikssund har for nylig modtaget en stor donation fra Trygfonden. Nu har man planer om at ansætte otte personer med udviklingshæmning i biografen.

Selvom de danske biografer ofte viser de samme store premierefilm uge efter uge, kan der være stor forskel på biograferne.

I Frederikssund ligger Parkteatret, og her er drivkraften bag biografen mennesker i fleks- eller skånejob og førtidspensionister, som allesammen gerne lægger et par timers arbejde i Parkteatret om ugen. 

quote Vi har helt fra begyndelsen været en socialøkonomisk virksomhed, som ser det som en vigtig opgave at inkludere mennesker

Karen Nielsen, leder i Parkteatret.

For nylig fik folkene bag biografen også tilladelse fra Frederikssund Kommune til at kunne ansætte borgere med udviklingshæming eller hjerneskade i beskyttet beskæftigelse.  

Samtidig sikrer en ny donation fra Trygfonden på 400.000 kroner, at Parkteatret nu går med planer om at ansætte otte nye medarbejder med ekstraordinære behov. Og det er til kæmpe stor gavn for alle,  skriver biografen i en pressemeddelelse.

- Vi glæder os meget til at byde velkommen til nye kolleger. Vi har helt fra begyndelsen været en socialøkonomisk virksomhed, som ser det som en vigtig opgave at inkludere mennesker, som ofte står uden for arbejdsmarkedet og tilbyde dem en plads i fællesskabet, siger Karen Nielsen, leder i Parkteatret.

Rengøring og billetsalg

- Derfor er vi glade for TrygFondens donation, som gør det muligt at skabe job til udviklingshæmmede og hjerneskadede mennesker og give dem noget at stå op til. Vores erfaring er, at de grupper, som ikke kan passe et almindeligt fuldtidsarbejde, har rigtig meget at byde på, hvis blot de får chancen under forhold, som passer til dem, fortæller Karin Nielsen. 

Parkteatret i Frederikssund bliver i dag drevet af 14 deltidsansatte, hvoraf de tre er i beskæftigelse på særlige vilkår, samt omkring 50 frivillige.

Planen er nu, at man skal ansætte en pædagog til biografen, der får ansvaret for at rekruttere og tilrettelægge de nye medarbejderes arbejde. 

- Det kommer til at være alle typer opgaver lige fra rengøring til at varetage billetsalget og tage imod vores gæster. Det bliver både udfordrende og lærerigt for dem såvel som for os, der får en ny gruppe kolleger, som kan sætte deres præg på vores teater. Jeg håber også, at vores gæster vil tage rigtig godt imod dem, siger Karen Nielsen.

Medarbejderne Brian Madsen, Kenny Nielsen og leder af parkteatret, Karen Nielsen, kan snart se frem til nye kolleger.
Medarbejderne Brian Madsen, Kenny Nielsen og leder af parkteatret, Karen Nielsen, kan snart se frem til nye kolleger.
Foto: Parkteatret

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik