Bilos giver tusindvis af blodpropper

Luftforurening fra biler og brændeovne påvirker ikke bare luftvejene, men øger risikoen for blodpropper.

Luftforurening gennem længere tid er farlig for hjertet, viser et nyt, stort studie offentliggjort i det anerkendte British Medical Journal.

Hjerteforeningen anslår, at 2000 blodpropper i Danmark dermed skyldes luftforurening og opfordrer til en øget indsats på området.

Forskerne har fulgt over 100.000 raske europæere fra en række lande - herunder Danmark - igennem mere end 11 år.

Efter at have taget højde for en stribe andre risikofaktorer kunne forskerne konstatere, at luftforurening kan betyde op til 13-15 procent større risiko for at blive ramt af hjerte-kar-sygdom og dermed koste menneskeliv.

2000 årlige tilfælde kan være forårsaget af luftforurening

- Omsat til danske forhold betyder det, at 2000 årlige tilfælde af blodpropper kan være forårsaget af luftforurening fra især trafik og industri.

- Det er et meget stort tal og en betydende faktor sammenlignet med velkendte risikofaktorer som rygning, forhøjet blodtryk og kolesterol, siger Gorm B. Jensen, forskningschef i Hjerteforeningen.

Han mener derfor, at myndighederne skal tage de nye tal alvorligt.

- Det kan jo være svært for borgerne at gøre noget ved forureningen selv.

Men selvom der heller ikke for myndighederne lige findes snuptagsløsninger, så må myndighederne i endnu højere grad have det her med i tankerne, når man planlægger blandt andet trafik og boliger.

- Desuden bør man overveje lavere grænseværdier for udledning af små fine partikler, siger han.

Hver uge dør en københavner før tid grundet luftforurening

Sidste år viste en ny rapport bestilt af Københavns Kommune fra DCE, Nationalt Center for Miljø og Energi under Aarhus Universitet, at der hver uge dør en københavner før tid på grund af luftforurening med vejtrafik og brændeovnsrøg som de største kilder.

Især udstødningsgas fra dieselbiler som busser og varebiler stod for skud.

Det er særligt de små partikler, som forskerne anser for farlige. Kommer de ned i lungerne, aktiverer de vores immunforsvar, og kroppen kan tage skade.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik