Billig betalingsring mildner ikke S-folk

Transportminister vil gøre betalingsringen billig i weekenden og om natten. Det dæmper dog ikke modstanden.

Betalingsringen har været offer for megen modstand - også fra regeringens bagland. Et nyt tiltag fra transportministeren forsøger at afhjælpe dette ved at gøre det billigere at benytte betalingsringen i weekender og nattetimer.
Men de socialdemokratiske borgmestre i kommunerne omkring København godtager ikke dette som løsningen på deres utilfredshed.
- Det er bestemt bedre, end hvis det blev dyrere, men man skal holde sig for øje, at betalingsringen er en pakkeløsning. Det er helhedsbilledet, som kommer til at tælle til sidst, siger Joy Mogensen (S), borgmester i Roskilde Kommune.
Pakkeløsningen består ifølge borgmesteren i investeringer i kollektiv trafik og en placering ved Ring 2.
- Selvom elementet drejes i en mere positiv retning, så er det helhedsbilledet, der tæller. Der skal være et billigt og let alternativ til pendlerne og bilen, siger hun.
Oppositionen er heller ikke videre imponeret over Henrik Dam Kristensens forslag, der kommer i forlængelse af beslutningen om, at betalingsringen skal følge kommunegrænsen.
- Noget kunne tyde på, at regeringen er i gang med at forsøge at smøre et lag fernis ud over den forhadte betalingsring for at få den til at glide lettere ned hos befolkningen, siger Martin Geertsen, Venstres hovedstadsordfører, i en pressemeddelelse.
- Er planen, at flere burde køre på arbejde i weekenden, eller at børnene skal gå i skole om natten? Det er svært ikke at blive lidt syrlig over regeringens forsøg på at snyde sig til større opbakning, tilføjer han.
I Hvidovre Kommune oplever man især problemer med betalingsringen på grund af placeringen, der stort set uanset, hvor den placeres, giver en meget stor trafikbelastning.
Borgmester i Hvidovre Kommune, Milton Graff Pedersen (S), ændrer derfor heller ikke sit negative syn på betalingsringen.
- Vi får jo den trængsel alligevel. Det handler om at give sig godt tid og gøre det ordentlig. Jeg erkender, at København har et miljøproblem og et trængselsproblem, siger han og tilføjer:
- Tidligere overborgmester Ritt Bjerregaard tog fat i det på en meget fin måde. Der følte vi os medinddraget. Nu er der pludselig sket noget andet.
Hos de to borgmestre i Roskilde og Hvidovre er der et klart ønske om, at der investeres i infrastrukturen, så det offentlige transportsystem kommer på plads med tog til tiden, for først der kan pendlerne og bilisterne få et reelt alternativ.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik