Biljagt på Amager endte i skuddrama

En mand er anholdt efter en vild biljagt, hvor politiet måtte affyre skud på Amager. Ingen kom noget til.

En biljagt i København endte søndag eftermiddag med, at en betjent måtte springe for livet, da en bilist nægtede at standse.

Politiet måtte samtidig affyre et eller flere skud ved episoden, men ingen kom til skade. Bilisten er nu anholdt, oplyser Københavns Politi.

Biljagten startede, da politiet forsøgte at standse bilen, som dog lykkedes at slippe væk omkring Christiania.

- Vi rundkaster bilen over radioen, og kort efter ser en anden patrulje køretøjet, hvor de prøver at standse bilen, men det lykkedes heller ikke, siger den centrale efterforskningsleder i Københavns Politi Dan Aakerhjelm Sørensen til Ritzau.

Bilisten ender på Krimsvej, hvor der er en del nybyggeri nær Øresundsvej.

- Føreren af bilen ender på en vej, som er blind, hvor han standser, og en polititjenestemand stiger ud. Føreren af bilen laver en U-vending og kører frem mod politibetjenten med høj hastighed, som må springe for livet, siger efterforskningslederen.

- I den forbindelse bliver der afgivet skud af politiet, men hvor mange og hvordan kan vi endnu ikke sige, fortæller Dan Aakerhjelm Sørensen.

Bilisten ender med at køre ind i en stor container, og han stikker af til fods fra stedet. Men de to politibetjente får hurtigt føreren af bilen anholdt.

Politiet er i gang med tekniske undersøgelser på gerningsstedet, og Den Uafhængige Politiklagemyndighed, DUP, der varetager efterforskningen af straffesager mod politipersonale og træffer afgørelse i klager over politipersonalets adfærd, er underrettet.