Tirsdag aften sværmede både politibiler og uniformerede betjente bag en afspærring på Magistervej i Københavns Nordvestkvarter.
Igår, tirsdag, var politiet ganske fåmælte om hændelsen og det, der skete i kvarteret, men onsdag løfter vagtchefen sløret for, hvad der var årsagen til det store politiopbud.
- Det drejer sig i alt sin enkelthed om en eftersættelse af et stjålet køretøj, siger Henrik Stormer, der er vagtchef hos Københavns Politi, til TV 2 Lorry onsdag morgen.
Kort efter blev bilen bragt til standsning, men her sluttede eventyret for biltyvene ikke - og derfor blev der skruet op på antallet af betjente og patruljevogne til hændelsen, forklarer vagtchefen.
- Da de stopper, forsvinder de fire fra stedet. Det lykkes os at opspore dem, og de bliver senere anholdt.
- Og det er mest det, at der er flere personer, der er forsvundet fra køretøjet, som trækker mange patruljer til, siger Henrik Stormer.
Ifølge politiet var personerne, som flygtede, ikke umiddelbart eftersøgt for anden kriminalitet.
- Der var en enkelt, som var udeblevet fra session. Men det var også det eneste yderligere, siger vagtchefen onsdag morgen.
Han kalder i sin helhed hændelsen for "banal", men medgiver, at det hurtigt kan komme til at se ud af meget, når det vrimler med både betjente og patruljevogne.