Foto: TV2/Lorry

Bilister ved ikke at de skal sponsorere fond

Det er kommet som en ubehagelig overraskelse for mange, at de skal betale 500 kroner oven i den bøde de har fået for at køre for hurtigt på vejene.

Det skriver Helsingør Dagblad i dag.

Beløbet bliver lagt til det egentlige bødeforlæg, og pengene skal bruges til at finansiere den såkaldte Offerfond.

Afgiften, som bliver pålagt fartsyndere, der gør sig skyldig i en trafikforseelse, der udløser et klip i kørekoret (500 kroner per klip, vel at mærke) eller betingede og ubetingede frakendelser af førerretten, blev indført med årsskiftet, men meget tyder på, at regeringen og politiet ikke har formået at udbrede budskabet om risikoen for ekstraudgiften i en grad, så det er gået op for alle.

Færdselsbetjentene har indtil nu kun oplyst fartsynderne om, hvor stor et bødebeløb de kunne forvente.

Da J. (navnet er redaktionen bekendt) tidligere i januar i år blev standset på Kongevejen i Helsingør for at køre 30 procent hurtigere end han måtte, spurgte han specifikt til bødens størrelse, og betjenten fortalte J., at han kunne vente en bøde på 2.500 kroner.

Men da tilkendegivelsen dukkede op i J.'s postkasse, lød det samlede beløb på 3.000 kroner. Det kom som en stor overraskelse for bilisten, som intet havde hørt om, at han skulle bidrage til Offerfonden.

- Beløbet vælter jo ikke økonomien, men jeg synes, det havde været på sin plads, at betjenten havde informeret mig om det, siger J.

I går havde færdselsbetjent Lars Jensen fra Nordsjællands Politi på eget initiativ taget opstilling ved Kongevejen i Helsingør for at måle bilisternes hastighed.

Denne gang forsynede han fartsynderne med en gul formular om bidraget til Offerfonden, som bliver lagt til bøden, hvis dereres trafikforseelse havde udløst et klip i kørekortet.

J. fik en lignende blanket, da han blev standset den 5. januar, men det var den »gamle« udgave, og i den står der intet om ekstraopkrævningen til Offerfonden. Bidraget kom altså på alle måder ud af det blå.

- Men vi oplyser stadig kun om selve bødens størrelse. At der også kan være et bidrag til Offerfonden, må bilisterne selv læse sig frem til, sagde Lars Jensen mellem to fartmålinger.

- Vi havde selvfølgelig hørt om Offerfonden og bidraget, som trådte i kraft den 1. januar, men vi har ikke fået et entydigt svar fra ledelsen på, hvordan eller om vi skal orientere fartsynderne om det, fortalte Lars Jensen.