Bilister har let spil i fartkontrol

Hele 7000 bilister er i løbet af året blevet foreviget af en
fotostander, der automatisk skal registrere fartsyndere, når de
suser forbi på Slangerupvej mellem Farum og Lynge, skriver
Frederiksborg Amts Avis.
Fotostanderen er en del af Rigspolitiets forsøg på Sjælland,
som siden midten af januar har skullet tage billeder af bilister
med foden lidt for tungt på speederen.
Alligevel er det dog maksimalt halvdelen af billederne, der
ender i deciderede fartbøder til betaling hos bilisterne. Ifølge
politikommissær Bent Bruun fra Rigspolitiet bruger standerne
nemlig analogt udstyr med gammeldags fremkalder-film, hvilket
har resulteret i, at omkring halvdelen sagerne er henlagt på
grund af fejlmålinger, eller føreren ikke kan identificeres på
billedet. Noget, der bliver reduceret kraftigt med digitalt
udstyr.
- Det mobile udstyr ligger på cirka 25 procent henlæggelser,
siger politikommissæren med henvisning til de traditionelle
fartmålinger.
Fotoforsøget skal i begyndelse af næste år evalueres i
samarbejde med Vejdirektoratet for at se, om de i alt ti
fotostandere på Sjælland skal udbredes til resten af landet, og
Bent Bruun går ud fra, at det bliver med digitalt udstyr i
standerne, hvis det skal fortsætte. Men selvom en stor del af
fartsynderne i øjeblikket klarer frisag på grund af de manglende
tekniske beviser, så mener politikommissæren, at den automatiske
kontrol hjælper.
- Det ser ud til, at vi får færre og færre sager, så det kan
se ud til, at det virker, siger han.
Spørgsmålet er så bare, om det skyldes, at bilisterne nu er
opmærksomme på den automatiske fartkontrol i det øjeblik, de
passerer den, eller det resulterer i en vedvarende sænkning af
farten. Et spørgsmål Vejdirektoratet i øjeblikket arbejder på at
besvare, så det kan indgå i evalueringen.
- Vi måler hastigheden de steder, hvor der er sat fotostandere
op. Vi måler før, ud for og efter fotostanderne for at se, om
den (farten -red.) er sat op, siger Bjarne Bach Nielsen, der er
projektleder i Vejdirektoratet.
I løbet af fotostanderens første leveuge i Nordsjælland tog
den omkring 800 billeder.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik