Arkivfoto fra en politirazzia. Foto: Niels Meilvang - Scanpix/Ritzau

Bilist spiste grovbolle: Fik bøde for at snakke i mobil

En kvinde har fået rettens ord for, at hun ikke talte i håndholdt mobiltelefon, da hun i sin tid blev standset af to betjente.

Man skulle umiddelbart tro, at det ville være nemt at kende forskel på en bolle og en mobiltelefon.

Men da en politipatrulje var ude for at spotte bilister, der talte i mobiltelefon under kørslen, gav de en bøde til en kvinde, der spiste en mørk grovbolle med ost, og begrundede bøden med, at hun talte i håndholdt mobiltelefon.

Den 33-årige kvindelige bilist, der har nægtet at betale bøden, har nu fået rettens ord for, at det var en bolle og ikke en mobiltelefon, hun havde i hånden, da hun i sin tid blev standset af de to betjente.

Det skriver DAGBLADET Roskilde.

Læs også Ny kampagne: Uopmærksomme bilister i søgelyset

Fandt ingen telefon i bilen

Episoden skete på Københavnsvej ud for Shell, da kvinden kom kørende i sin Fiat. På sædet ved siden af lå bollen, som hun havde taget flere bidder af.

Kvinden forklarede i retten, at hendes telefon lå i hendes taske, og den var, så vidt hun huskede, i bagagerummet eller på gulvet bag hendes sæde, så hun kunne umuligt få fat på telefonen, eftersom hun sad bag rattet.

Betjenten, som havde spottet kvinde, forklarede i retten, at han var sikker på, at det var en telefon, han havde set, inden de standsede kvinden.

Læs også Flertal vil skrotte omstridt parkeringsregel

Han havde dog ikke set nogen telefon inde i bilen, og hverken han eller hans kollega havde fundet anledning til at lede efter en telefon.

Dommeren frifandt kvinden ud fra det faktum, at det ikke var bevist, at der var en telefon i bilen, og at der afstandsmæssigt havde været en vognbane og et fortov imellem betjenten og kvinden, da han gjorde sin observation.

Nedenfor kan du læse FDM's reaktion på sagen fra Roskilde:

Læs også FDM er ikke overrasket over bollesag fra Roskilde