En ulykke på Tempovej i Ballerup har sendt to personer på hospitalet. Foto: Bjørn Nielsen - ALARM112DANMARK.DK

Biler i frontalt sammenstød: To kørt på hospitalet

En venstresvingende bilist overså modkørende bil, som var skjult bag en lastbil.

To personbiler har fredag morgen været involveret i et frontalt sammenstød på Tempovej i Ballerup, oplyser vagtchef Peter Grønbek ved Københavns Vestegns Politi.

Ulykken skete ved et vejkryds, hvor den ene bilist skulle dreje til venstre. På grund af en lastbil havde han dårligt udsyn, og da lyssignalet skifter til gult foretager han sit venstresving.

Derfor overser han en modkørende bil, som er ved at krydse vejen, men som var skjult af lastbilen, oplyser Peter Grønbek til TV 2 Lorry.

Der var to mænd impliceret i ulykken, og begge er tilskadekomne kørt på hospitalet, men vagtchefen oplyser videre, at det ”ikke umiddelbart er meget alvorligt”.

Politiet skal nu tale med vidner, men bilisten, der svingede til venstre bærer sandsynligvis ansvaret for ulykken.

- Ved den slags uheld har man som venstresvingende pligt til at vente, til der ikke er modkørende færdsel, siger Peter Grønbek til TV 2 Lorry.

En af bilisterne sad fastklemt, men redningsfolk kom hurtigt til stedet og hjalp ham ud af bilen.

Trafikken var kun en kort overgang berørt af ulykken.