00:59

To bilbrande i Nordvestkvarteret samme aften

Søndag aften var der to bilbrande i Københavns Nordvestkvarter

Der har i weekenden været to bilbrande i Københavns Nordvestkvarter – en på Stærevej og en på Peter Ibsens Allé få hundrede meter derfra. Begge fandt sted sent søndag aften.

To biler udbrændte ved brandene, og ved den seneste brand– den på Peter Ibsens Allé – hørte naboerne et brag. Det fortæller TV 2 Lorrys reporter, der bor i området.

  Foto: Kasper Gangelhoff - TV 2 Lorry

Ved du noget?

Kontakt Københavns Politi på telefon 114.

Københavns Politi bekræfter tirsdag brandene over for TV 2 Lorry.

- Vi efterforsker bilbrandene med de vanskeligheder, der nu engang er ved at efterforske den slags, siger vicepolitiinspektør Henrik Møller Jakobsen med henvisning til, at en udbrændt bil ikke rummer mange spor, der kan bruges i en senere efterforskning.

Læs også Voldsom bilbrand: Der kom stikflammer ind ad Thors vindue

Ingen opblomstring

Selv om to bilbrande på én weekend lyder voldsomt, oplever Københavns Politi ikke, at der generelt er flere bilbrande end normalt i Nordvestkvarteret eller i København generelt.

- Det er desværre inden for normalen, siger Henrik Møller Jakobsen.

Det vides ikke, om der er en forbindelse mellem de to bilbrande. Det skal den efterforskningen afdække.

Læs også Bilbrande fortsætter: Flere biler er brændt ud