01:56

Her kan du møde Bettina Miemietz og se hendes nye kunstværk. Video: TV 2 Lorry

Bettina laver kunst af snifferskrald

På blot en uge fandt Bettina 320 lattergaspatroner på gaden. Patronerne er blevet til kunst, der skal sætte fokus på den livsfarlige trend.

Bettina Miemietz har en noget usædvanlig hobby.

Gennem det sidste stykke tid har hun samlet et hav af brugte lattergaspatroner op rundt omkring på Amager. Og det er efterhånden blevet til en hel del.

- Den ene morgen kom jeg hjem og havde fundet 71 på 40 minutter. Og det synes jeg simpelthen var så nedslående, siger Bettina Miemietz til TV 2 Lorry. 

Til at begynde med vidste Bettina Miemietz ikke, hvorfor patronerne lå og flød. Foto: TV 2 Lorry

Til at begynde med vidste hun slet ikke, hvorfor patronerne lå og flød. Men hun blev hurtigt klogere.

- Jeg fulgte mine drenge i skole, og så fandt vi de her kapsler alle vegne, og så spurgte de, hvad det var, og det kunne jeg ikke svare på.

- Så gik jeg hjem og undersøgte det på nettet det og blev bekymret – både på miljøets vegne, men også på de unges, fordi det er jo ret farligt det her stof, fortæller Bettina Miemietz.

Læs også Flere partier vil indføre aldersgrænse for køb af lattergas

Fandt 320 patroner på en uge

Som TV 2 Lorry den seneste tid har beskrevet, er inhalering af lattergas blevet en farlig, udbredt  misbrugstrend blandt mange - især helt unge mennesker, som relativt nemt anskaffer lattergassen fra eksempelvis kiosker.

Det oplever man blandt andet hos Giftlinjen på Bispebjerg Hospital. Her man i år oplevet en markant stigning i antallet af henvendelser fra unge med forgiftningssymptomer efter at have inhaleret lattergas. I værste fald kan det medføre døden, advarer Giftlinjen.

- Den ene morgen kom jeg hjem og havde fundet 71 på 40 minutter, fortæller Bettina Miemietz.  Foto: TV 2 Lorry

Da alvoren gik op for Bettina Miemietz, besluttede hun sig for, at hun ville gøre noget aktivt.

- Jeg satte mig for, at jeg i en uge ville undersøge hvor mange, der var - om det bare var mig, der så spøgelser, eller om de virkelig lå alle steder.

- Så cyklede jeg rundt i en uge, når jeg havde afleveret mine drenge, i en halv time/fyrre minutter hver morgen og samlede dem ind i min cykelkurv, siger Bettina Miemietz, der på en hel uge fandt intet mindre end 320 patroner på hendes daglige cykelture.

Læs også Lattergas er farligere, end lægerne troede

Vil skabe debat med kunstværk

Bettina Miemietz har nu brugt sine evner som kunstner til at lave en collage med de mange gaspatroner, hun har indsamlet.

Med sit kunstværk håber hun på, at hun kan skabe debat om det stigende problem med unges indtag af lattergas.

- Jeg vil gerne skabe noget debat, for jeg tror, der er mange, som har kørt forbi det her og tænkt: ’hvad er det?’ og derefter tænkt: ’nå, det er der nok nogle andre, der kan tage sig af’, siger Bettina Miemietz.

Bettina Miemietz vil nu sælge sin collage. Overskuddet skal gå til oplysningsmaterialer til skoler om faren ved at indtage lattergas. Foto: TV 2 Lorry

Hun forsøger i øjeblikket at få sin collage solgt på de sociale medier. Her er det meningen, at overskuddet skal gå til materialer til skoler, så der kommer mere information om, hvor man kan henvende sig, hvis man misbruger lattergas.

- Det er et problem, for man kan dø af det. Og det er også farligt for vores miljø – altså hvor lang tid tager det lige for vores miljø at nedbryde de her kapsler?, siger Bettina Miemietz.

Læs også Patrick tog 100 lattergaspatroner dagligt: Jeg hallucinerede

"Fedt, det lykkedes"

Allerede nu føler hun dog, at hun med sit værk har opnået noget af det, som hun i sin tid satte sig for; nemlig at øge forældre og børns bevidsthed.

- Jeg kan mærke det på gangene på skolen, at forældrene begynder at tale med hinanden om det og også taler med deres ældre børn. Jeg tænker: ’fedt det lykkedes’. Vi har skabt noget dialog med vores unge mennesker. Vi skal passe på dem, siger hun.

- Børn tror jo, at det er ufarligt. Den koster 3,5 kroner, og den ser jo mega cute ud – hvordan kan det lige være farligt? Jeg samler dem stadig op, men smider dem bare i skraldespanden nu.