Betonskyer på Christianshavn: Nu er støvet analyseret

Københavns Kommune har fået svar på de undersøgelser af luften på Christianshavn, som de foretog for at klarlægge, om der var sundhedsfare. Nu er rapporten færdig.

Eksperter fra Bispebjerg Hospital har vurderet, at de store mængder betonstøv som har dækket store dele af Christianshavn den seneste måned, ikke giver anledning til længerevarende sundhedsfare.

Det står klart, efter Københavns Kommunes Teknik- og Miljøforvaltning mandag den 15. april modtog en rapport på baggrund af de luftprøver Force Technology, der er et godkendt teknologisk serviceinstitut, foretog på Christianshavn på kommunens foranledning.

Siden blev rapporten sendt til eksperter hos Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital, som vurderede rapporten.

Stærkt forhøjede partikel-værdier - men ingen fare

Nok viser rapporten forhøjede stærkt forhøjede partikelværdier i luften på Christianshavn, men da der ikke er tale om langtidseksponering, er der intet at frygte som borger i området.

- Vi modtog mandag luftmålingen, som Force Technology har udført for os. Efterfølgende har vi sendt rapporten til Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital.

- På baggrund af rapportens resultater vurderede den vagthavende overlæge ikke, at der er nogen grund til at frygte negative langtidseffekter på helbredet, hvis man har været i kontakt med støvet, lyder det i et skriftligt svar fra Henriette Hall-Andersen, der er centerchef i Teknik- og Miljøforvaltningen.

 
 
Foto: Christianshavns Kvarter

Overlæge: Betonstøv på Christianshavn giver ikke stenlunger

TV 2 Lorry har været i kontakt med Charlotte Brauer, som er overlæge på Arbejds- og Miljømedicinsk Afdeling på Bispebjerg Hospital og har vurderet sagen ud fra rapporten. Hun bekræfter kommunens udtalelse.

quote Kvarts kan give stenlunger, men det kræver høje koncentrationer og mange års eksponering. Det er ikke det, der er tilfældet her.

Charlotte Brauer, overlæge og ph.d., Arbejds- og Miljømedicinsk afdeling, Bispebjerg Hospital

- Det, man vil tænke på med betonstøv, det er kvarts. Kvarts kan give stenlunger, men det kræver høje koncentrationer og mange års eksponering. Det er ikke det, der er tilfældet her, siger hun til TV 2 Lorry.

- Det er det eneste, man kan udtale sig om på baggrund af rapporten, da den kortlægger, hvor mange partikler der er i luften, men ikke hvilke, tilføjer hun men pointerer dog, at man, hvis man oplever akutte gener efter at have været i betonstøvet, skal kontakte sin praktiserende læge.

Den seneste måned har store skyer af grå-hvidt betonstøv har været en realitet mange steder på Christianshavn.

Nedknust beton blev brugt til fuger mellem brosten

TV 2 Lorry har tidligere fortalt, hvorfor støvet ligger som et tykt lag aske på både gader og stræder i den københavnske bydel, efter kommunen i et forsøg valgte at bruge nedknust beton som fugemasse mellem stenene i den brostens-prægede bydel.

- Det er en rigtig møgsag, men vi knokler derude og gør, hvad vi kan for at få vandet gaderne og binde støvet og derefter få det fejet væk eller banket ned, lød det i sidste uge fra Henriette Hall-Andersen fra Københavns Kommune.

quote Vi ved selvfølgelig godt, at støvet kan have forårsaget en del gener, og det skal jeg være den første til at beklage.

Henriette Hall-Andersen, centercehf, Teknik- og Miljøforvaltningen, Københavns Kommune

Kommunen valgte siden at få foretaget luftmålinger i bydelen for at klarlægge, om støvskyerne kunne være sundhedsskadelige for borgerne i de 17 områder, hvor det nedknuste beton var blevet brugt.

Og resultatet glæder kommunen, der erkender, at det nedknuste beton har givet langt flere problemer end antaget.

- Vi ved selvfølgelig godt, at støvet kan have forårsaget en del gener, og det skal jeg være den første til at beklage. Det er en ærgerlig sag, og det skal vi tage ved lære af, så vi undgår, at det sker i fremtiden, siger centerchef i Teknik- og Miljøforvaltningen Henriette Hall-Andersen.

Kort nyt

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik