00:11

Få et hurtigt overblik over indsigelserne mod byggeplanerne ved Vesterport Station.

Betonkasser dræber byen: Læs 10 svar fra høring om Palads-projekt

Højhusplanerne ved Vesterport Station vil spolere Københavns særkende, lyder kritikken.

Bevar Palads, værn om Københavns særpræg og drop højhusplanerne.

Sådan lyder en række af de indsigelser, Københavns Kommune har modtaget omkring byggeplanerne ved Vesterport Station.

Det storstilede projekt med tårne på op til 100 meter og planerne om at jævne Palads med jorden har vakt stor debat blandt både almindelige københavnere og kunstinteressede. Kritikerne mener ikke, at farveeksplosionen og Poul Gernes-værket Palads bør lade livet for 4 tårne i centrum af København.

Fristen for at indsende høringssvar udløber på mandag - men 50 privatpersoner, foreninger og organisationer har allerede gjort det. Herunder kan du læse 10 af dem:

Akademiraadet

Rådet rådgiver staten i kunstneriske spørgsmål. Formanden, Milena Bonifacini, skriver:

”Med projektets overdimensionerede tårne og lukkede bygningskroppe, dets blokering af naturlige bevægelsesflow og sigtelinjer og en bygningsarkitektur, der helt mangler selvstændig og stedsbunden karakter, er det svært at se, hvor ’Vision Vesterport’ opleves at løfte, udvikle eller forbedre eksisterende forhold. De offentlige byrum, der tænkes omkring bebyggelsen, mangler den styrke, der findes i bevidst formede pladsrum, og de får i stedet karakter af overskydende mellemrum."

00:49

Banegravsprojektet vil skabe trafikkaos og skygge for København hele vinterhalvåret, lyder det fra Holger Hagelberg, der er talsmand for Foreningen Tivolis Venner, 

Luk video

Miljøorganisationen NOAH

”I udspillet lægges der op til et meget stort antal parkeringspladser selvom et byggeri vil være så stationsnært som vel muligt. (…) Ved stationsnært byggeri burde der kun være parkeringspladser til handicappede bilister. At bygge masser af p-pladser til sunde og raske pendlere og andre er totalt meningsløst og ødelæggende for bymiljøet og skaber unødigt pres på vejsystemet.”

Foreningen Tivolis Venner

Arbejder for at bevare det gamle København.

Talsmand, Holger Hagelberg, skriver:

”Jeg har svært ved at forestille mig, hvordan trafikken omkring Vesterport Station kan afvikles uden trafikale problemer, hvis projektet gennemføres!”

Maria Gauguin, København

”København er ved at blive ødelagt af betonkasser, som er opført uden sjæl og kun med økonomiske interesser for øje. Lad os ikke lave den samme fejl som i Stockholm. Vores by er kendt og elsket for vores gamle historiske bygninger heriblandt Palads og tiltrækker en del turister pga. af vores smukke by.”

Se her, hvordan projektet vil forvandle byrummet ved Vesterport Station. Foto: TV 2 Lorry og WERK. Virker ikke i Windows Explorer. 

Kai Thaarslund, trafik- og byplanlægger, Snekkersten:

"Status quo er så absolut at foretrække fremfor ovennævnte projekt eller et hvilket som helst andet højhusprojekt. Og gør det noget at man kan se ned i banegraven, og at der er lidt ekstra langt mellem husene ved Vesterport? Jeg synes det ikke. Tværtimod er det da interessant og lærerigt for børn og voksne at stå oppe på gaden og kigge ned på togene og se, hvordan byens moderne infrastruktur blev skruet sammen for 100 år siden."

Nils Vest, Niels Vest Film, København:

"København er ved at miste sit særpræg. Nye, kønsløse, anonyme bygninger skyder op i centrum som tegn på at et karakteristisk, dansk byrum ikke har store chancer for at overleve. Det individuelle skal åbenbart vige for rene pengeinteresser..."

Carsten Maegaard, arkitekt:

"Desværre lyder hele tankesættet bag initiativet til et kommuneplantillæg for en højhusbebyggelse over banegraven, som et temmelig utilsløret spekulationsprojekt med et snævert formål, nemlig at score kassen. Hensynet til Byen og omgivelserne er ca. 0."

Vesterport Banegrav-projektet:

Nordisk Film, DSB Ejendomme og en række private aktører står bag projektet.

Initiativtagerne ønsker at overdække banegraven ved Vesterport Station, rive biografen Palads ned, omlægge trafikken ved Hammerichsgade og i stedet bygge fire tårne på op til 100 meter.

Området skal både indeholde erhverv og bolig, grønne byrum, biograf, byteater og hoteller.

Teknik- og miljøudvalget i Københavns Kommune gav i februar grønt lys til, at partnerne kan arbejde videre med planerne.

Alvin Ljoså, Nørrebro:

"Et godt kompromis ville være at gøre som med det nye grønne City IKEA ved Kalvebod Brygge. Byg en tagpark evt. med en cykelsti henover som genskaber Aborreparken i en nyfortolkning og sammen med det nye Axeltorv towers, Ørsted parken, Botanisk have og Østre Anlæg er med til at fortælle historien om Københavns Volde og fæstninger udmøntet som en kæmpe grøn tagterrase som slår en bue henover Banelegemet."

Silke Riis , Nørrebro:

"Hvorfor må der ikke længere være plads til magi i gadebilledet? Vi har ikke brug for flere højhuse, firkantede glas/kobber/stål-bygninger eller lignende forandringer, der ændrer vores by til noget andet end den kerne af kærlighed og kreativitet, den er lige nu. Lad København forblive unik!"

Kim S. Rasmussen, København K:

"Jeg fik kriller i maven af begejjstring, da jeg første gang hørte om planerne. Palads har udtjent sin rolle i bedste fald - og er en provinsiel øjebæ i værste fald, der forhindrer en spændende og tiltrængt udvikling af et meget forsømt område af byen. Ros til Teknik- og Miljøudvalget for at vise politisk mod i denne sag."

Høringsfristen udløber på mandag den 17. april. Hvis du vil give din mening til kende, kan du gøre det her.