Betjents magtmisbrug straffes med bøde

Krav om fængsel til betjent blev trukket tilbage af statsadvokat. Betjent slog op i registre og truede firma.

En stribe truende sms-beskeder fra en københavnsk politimand til et firma og over 100 ulovlige opslag i registre fører til en bøde på 6000 kroner.

Det har Statsadvokaten i København besluttet, men afgørelsen vækker undren hos den erhvervsdrivende, som blev udsat for betjentens magtmisbrug.

Betjenten gik over stregen, da der var opstået uenighed mellem hans hustru og et firma, som hun havde indgået en kontrakt med.

Han foretog i alt 120 opslag i Kriminalregistret og i Det Centrale Personregister på firmaets hovedpersoner, deres mor og andre i familien.

Desuden misbrugte han sin position som polititjenestemand ved kontakter til firmaet pr. telefon, mail og sms.

Truede med at tage kontakt til SKAT og politiet

Blandt andet skal han have truet med, at to "kammerater" ville kontakte både Skat og politiet om firmaet, hvis man ikke makkede ret.

Betjenten lagde pres på, da han forlangte en ny kontrakt:

"Jeg køber ikke "i morgen". Du fik i dag," skrev han i en sms og fortsatte:

"Så har du vist ikke forstået budskabet." "Jeg kalder ikke vennerne tilbage, før jeg har fået vores." "10 min tik tak tik tak."

Oprindeligt sendte statsadvokaten sagen til Københavns Byret med en påstand om frihedsstraf, men det var en fejl.

- Vi fandt ud af, at strafpåstanden ikke var i overensstemmelse med praksis, hvorfor sagen blev trukket tilbage fra byretten, forklarer senioranklager Line Scharf.

- Sanktionspåstanden for sager om stillingsmisbrug beror på en konkret vurdering. Men udgangspunktet er en bøde på omkring de 3500 kroner, som kan stige afhængigt af sagens karakter og alvor, tilføjer hun.

Offer skuffet over straffen

Advokat Andro Vrlic er udpeget til at hjælpe offeret i sagen.

- Min klient er skuffet over, at man vælger at lukke sagen på den måde, og at den ikke får konsekvenser for betjenten ud over bøden, siger advokaten.

- Han har været udsat for et overgreb og kan nu ikke fortælle om, hvordan truslerne blev oplevet, siger Andro Vrlic.

Senioranklager Line Scharf siger hertil, at hun godt kan forstå, at den forurettede ønsker at forklare sig. Men oplysningerne er allerede indgået i vurderingen af grovheden af sagen, oplyser hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik