Rigspolitiets tolk genkendte bulgarske tricktyve i lufthavn

Tre bulgarske kvinder, som er mistænkt for at have deltaget i tricktyveri mod 91-årig dame i Høje-Taastrup, er anholdt i Sverige.

Takket være en meget vågen kvindelig rejsende, som tilfældigvis befandt sig i Malmøs lufthavn, er tre bulgarske kvinder blevet anholdt.

De er alle mistænkt for at have deltaget i et tricktyveri i Høje-Taastrup mod en 91-årig kvinde torsdag den 19. maj..

De tre kvinder skulle fredag med flyet til Bulgarien. Men de er nu bag lås og slå hos Malmøs politi. Alt sammen takket være kvinden, Hristina Jensen, som selv er bulgarer, men dansk gift.

Hristina Jensen arbejder blandt andet som tolk for Rigspolitiet. Men det var i privat sammenhæng, at hun i går var på vej til Bulgarien.

Da hun fordrev ventetiden i lufthavnen genkendte hun tre kvinder, som hun havde set på TV 2 Lorrys hjemmeside. Her havde vi bragt en efterlysning af kvinderne, efter Københavns Vestegns politi havde offentliggjort billeder af dem på Twitter.

Hristina Jensen ringede til sin mand, Thomas Hyttel Jensen, som også havde set efterlysningsbillderne. Han opfordrede hende til at fotografere de tre kvinder i lufthavnen og sende billedet til ham.

Og så tog sagen fart. Efter at have modtaget billedet ringede Thomas Hyttel Jensen til Københavns Vestegns Politi, som straks kontaktede kollegerne i Malmø.

- Min kone fortæller mig, at de havde lukket flyets døre. Men flyet blev tilbageholdt af de svenske myndigheder, fortæller Thomas Hyttel Jensen.

Dermed lykkedes det at få kvinderne anholdt, inden fuglene så at sige var fløjet.

De tre kvinder er endnu ikke blevet udleveret til Danmark. Men når det sker, vil de alle blive sigtet for meddelagtighed i tricktyveri i Høje-Taastrup mod en 91-årig kvinde.

Tyveriet fandt sted i en Rema 1000, hvor den 91-årige blev passet op af fem unge kvinder, som omringede hende og skubbede til hende.

Den ældre dame opdagede kort efter, at hendes pung var væk.

På butikkens overvågning kunne man se de unge kvinder stjæle pungen fra damens taske.

Københavns Politi anholdt siden to bulgarske kvinder i forbindelse med et tricktyveri mod en ældre borger i et supermarked i Valby .

De to kvinder, som er henholdsvis 19 og 21 år, havde stor lighed med to af de unge kvinder fra Høje Taastrup. De er nu sigtet i sagen og sidder varetægtsfængslet.

Siden har politiet været på jagt efter de sidste tre kvinder, som deltog i tricktyveriet mod den 91-årige. Og det er dem, man nu mener er anholdt.

Vagtchef Lars Jørgensen fra Københavns Vestegns Politi er mere end begejstret for, at det nu tilsyneladende er lykkedes:

- Det er et super godt stykke arbejde,  siger han til TV 2 Lorry.

Og Thomas Hyttel Jensen... Ja, han roser politiet for at have reageret så hurtigt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik