Betalingsringen er endeligt droppet

Regeringens lovede betalingsring bliver alligevel ikke til noget. Billetpriserne skal dog ned.

Beboerne i hovedstadsområdet kommer alligevel ikke til at skulle betale for at køre ind og ud af København. Regeringen har nemlig droppet betalingsringen - men det bliver alligevel billigere at køre med offentlig trafik.
Det ligger ifølge Ritzaus oplysninger fast, selv om regeringen fortsat forhandler om en løsning på sagen om betalingsringen.
Regeringen arbejder lige nu med et budget på 750 millioner kroner til billigere kollektiv trafik, erfarer Ritzau.
Beløbet har ændret sig i gennem dagen, hvor Socialdemokraterne og SF har forhandlet om en løsning. Men selv om beløbet måske kan ændre sig, ligger det fast, at der kommer billigere kollektiv trafik.
Pengene skal blandt andet komme fra flere fartbøder til danskerne.
I stedet for betalingsringen skal en kommission se på, hvordan man kan løse problemerne med trængsel i hovedstaden.
Ifølge Ritzaus oplysninger har S og SF allerede overskrifterne klar på det forslag, som vil blive præsenteret onsdag, men både De Radikale og Enhedslisten skal tages i ed, før forslaget bliver præsenteret.
Helle Thorning-Schmidt vil dog ikke løftet sløret for nogen dele af løsningen.
Socialdemokraterne og SF præsenterede første gang deres plan om en betalingsring i august 2009.

Siden har den været en fast bestanddel af S-SF's valgoplæg, og helt frem til før vinterferien fastholdt Helle Thorning-Schmidt, at betalingsringen ville blive en realitet.
To dage efter valget den 15. september lovede Helle Thorning-Schmidt, at hvis der var noget i denne verden - eller i hvert fald i regeringsprogrammet - der ville blive ført ud i livet, så var det betalingsringen:
"Der er to ting, som bliver til noget. Det ene er hjælpepakken til boligmarkedet, det andet er betalingsringen", lød det fra statsministeren.
Ingen af delene er nu blevet til noget.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik