Bestyrelsesformand: Penkowa er en bedrager

Bestyrelsesformand for KU kalder hjerneforsker Milena Penkowa en bedrager. Tilliden til rektor er intakt.

Den skandaleramte hjerneforsker Milena Penkowa er langtfra populær i bestyrelsen for Københavns Universitet (KU).

Formand Nils Strandberg Pedersen giver således Penkowa hårde ord
med på vejen, efter at universitetet torsdag valgte at politianmelde hende for dokumentfalsk.
- Vi er enige i politianmeldelsen, siger han og understreger, at han ikke er bange for, at KU har fået ridser i lakken med sagen. Det er udelukkende Penkowa, der er problemet.
- Jeg er slet ikke bange for, at det vil skade universitetets renommé. Det er kun udmærket, at det bliver afsløret, at vi har stået over for en bedrager, siger han til Ritzau.

Bestyrelsesformandens dom over Penkowa sker på baggrund af Weekendavisens afsløring af, at Milena Penkowa angiveligt skal have fabrikeret falske beviser for en række forsøg med rotter i 2003.
Allerede dengang afviste et bedømmelsesudvalg Penkowas doktordisputats, da det fik mistanke om svindel.

Forskeren erkendte herefter over for den daværende dekan ved det sundhedsvidenskabelige fakultet, Ralf Hemmingsen, at der manglede dokumentation for 784 rotteforsøg.
Ikke desto mindre fik Hemmingsen, der i dag er rektor på KU, højst usædvanligt to eksterne eksperter til at gennemse en del af materialet og godkende resultatet.

Der er imidlertid ingen grund til at sætte spørgsmålstegn ved Hemmingsens rolle i sagen, fastslår Nils Strandberg Pedersen. Han er overbevist om, at rektoren handlede i god tro.
- Den sag blev behandlet i 2003 på baggrund af forfalskede papirer af Penkowa. Det kan ingen på universitetet være ansvarlig for. Vi stod jo over for falskneri, siger han og afviser, at universitetet kunne have handlet anderledes i sagen.
- Når man står over for en bedrager, så bliver man jo snydt, indtil bedrageren bliver afsløret. Sådan er det, siger Nils Strandberg Pedersen, der er glad for, at KU har handlet "håndfast" ved at politianmelde Penkowa.

Forskeren selv har ingen kommentarer til politianmeldelsen, oplyser hendes advokat til Ritzau.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik