Foto: TV 2 Lorry

Besparelser på psykiatrisk akutberedskab droppes

På et møde i budgetforligskredsen har Region Hovedstaden mandag besluttet ikke at reducere det psykiatriske akutberedskab alligevel.

Beslutningen om at spare på det psykiatriske akutberedskab i region Hovedstaden er blevet trukket tilbage.

Det betyder, at det nuværende beredskabsniveau vil blive fastholdt.

Der var ellers lagt op til, at akutberedskabet kun skulle være åbent i weekenden. Det vedtog budgetforligskredsen med budgettet for Region Hovedstaden i 2017.

Det har ikke været nemt at finde de ca. to millioner kroner, som det koster, men det er heldigvis lykkedes

Sophie Hæstorp Andersen, regionsrådsformand

Her ville man reducere det psykiatriske akutberedskab, så det ikke længere skulle være til rådighed fire hverdage fra klokken 16.00-08.00. 

Men de planer er droppet nu. På et møde i budgetforligskredsen mandag den 24. oktober er beslutningen trukket tilbage, så det psykiatriske akutberedskab vil køre som hidtil. 

02:20

Interesseorganisationer, læger og pårørende har kæmpet mod besparelserne på det psykiatriske akutberedskab. Jarl Feyling fortæller her, hvordan akutberedskabet gav ham en tryggere barndom. 

Luk video

Det skyldes blandt andet, at der er kommet ny viden på bordet i forhold til det psykiatriske akutberedskabs opgaver siden budgettet blev vedtaget, særligt at beredskabet også betjener de psykiatriske bosteder.

- Jeg er glad for, at vi i enighed kan rulle den her besparelse tilbage, for det psykiatriske akutberedskab hjælper mennesker med et stort behov. Det har ikke været nemt at finde de ca. to millioner kroner, som det koster, men det er heldigvis lykkedes, siger regionsrådsformand Sophie Hæstorp Andersen (S) i en pressemeddelelse.

Læs også Politiker: Vi har sparet på akutpsykiatri på forkert grundlag

For at finansiere tilbagetrækningen af besparelsen er der reserveret midler i puljen 'et sammenhængende sundhedsvæsen', som er en tværsektoriel indsats.

Dog afventes 4. økonomirapport for 2016 i håb om, at pengene kan findes der. Hvis det er tilfældet, vil der blive taget stilling til, om de reserverede midler i puljen 'et sammenhængende sundhedsvæsen' skal frigives igen.

det Psykiatrisk Akutberedskab

· Det psykiatriske akutberedskab kører fra 16.00-08.00 alle hverdage, samt i døgndrift i weekenderne.

· Psykiatrisk akutberedskab i Region Hovedstaden er en unik ordning i Danmark, hvor en psykiater kører med ud til akutte tilfælde.

· Budgetforligskredsen består af Socialdemokraterne, Det Konservative Folkeparti, Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti samt Liberal Alliance.