Beslaglagte hunde stjålet fra dyreinternat

En muskelhund er blandt de hunde, der søndag aften blev stjålet fra dyreinternat uden for København.

Ti hunde blev søndag aften stjålet på et dyreinternat på Islevdalsvej uden for København, og politiet søger nu vidner, der har oplysninger om det usædvanlige tyveri.

De stjålne hunde er alle beslaglagt af politiet i forbindelse med ordensmagtens undersøgelser i sager om skambidning og bestemmelse af hundenes race.

Københavns Vestegns Politi fik ved midnatstid mandag en anmeldelse om tyveriet, der er sket mellem søndag aften klokken 20 og midnat.

De stjålne hunde er en voksen muskelhund, en voksen schæfer og en voksen hunhund af blandet race med syv hvalpe.

Muskelhunden har en skade, som kræver smertestillende medicin, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Tyveriet er ikke det første i internatet. For godt en uge siden blev der også stjålet en hund, som politiet havde beslaglagt efter en sag om skambidning.

Efter tyverierne har dyreinternatets ejere meddelt politiet, at man ikke længere ønsker at modtage hunde fra politiet i undersøgelser om skambidning og racebestemmelse.

Politiet efterforsker nu tyverierne, og det indgår i efterforskningen, om der er en sammenhæng mellem dem.

Politiet efterlyser vidner, der har set noget mistænkeligt, eller som kender noget til tyveriet. Folk med oplysninger kan kontakte politiet på telefon 4386 1448.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik