Foto: TV2/Lorry

Berlingske: Narko på taget og afføring i kælderen

HR-chef på den gamle, hæderkronede avis kommer med opsang til medarbejderne

Det står skidt til med moralen på Berlingske Media, der udgiver Danmarks ældste avis, Berlingske. I hvert fald hvis man skal tro husets HR-direktør Mads H. Rønnov-Jessen.

Han har nemlig leveret en opsang til bladhusets medarbejdere, hvor både euforiserende stoffer og uacceptable toiletvaner bliver nævnt.

Berlingske Media i Pilestræde i indre By er udstyret med en tagterrasse, der giver medarbejderne udsigt over en stor del af byen, når de spiser deres frokost. Men det er ikke det eneste, terrassen bliver brugt til. For ifølge Journalisten.dk har HR chefen sendt følgende opsang om brugen af faciliteterne til husets ansatte:

-Men det er selvfølgelig ikke acceptabelt, at de benyttes til indtag af ulovlige euforiserende stoffer. Indtag af euforiserende stoffer på arbejdspladsen vil føre til alvorlige sanktioner og evt. politianmeldelse, hvis det opdages.

Men ak - den er ikke kun gal i toppen af bygningen. Nede i bunden står det også helt galt til. For ifølge Journalisten.dk fortsætter HR-chefen sin besked til medarbejderne såldes:

-Jeg skal ikke kunne sige, om dette har en sammenhæng med ovenstående (indtagelsen af stoffer, red.), men nogen har defækeret i vores cykelkælder. Forretningerne i Pilestræde har også adgang til kælderen, så jeg håber ikke det er nogen her fra huset. 

Til TV 2 Lorry siger HR-chefen.

-Jeg har ikke så meget mere at tilføje. Det ene er en ulækker kuriøsitet, men det andet er værre. Jeg kan have på fornemmelsen, at der er tale om nogle unge, som ikke har forståelse for, at det ikke blot er en sag mellem dem og politiet, men at der er en tredje part involveret, fordi det foregår på en arbejdsplads.

Mads H. Rønnov-Jessen oplyser, at de euforiserende stoffer, der er fundet på tagterrassen befinder sig i den "hårdere" ende.