Beredskabsdirektør: Trods tørke skal du ikke frygte teltbrande på Roskilde

Foto: Torben Christensen - Ritzau Scanpix

Vejrguderne er med festivalgæsterne denne sommer. Men sol og tørke øger samtidig risikoen for brand.

Festivalgæsterne i Roskilde kan glæde sig over, at de slipper for mudder og kold blæst. 

TV 2 Vejret lover solskin og masser af varme hele ugen, hvilket til gengæld gør græsset knastørt.

Vi håber, at vi ikke skal finde bødeblokken frem under Roskilde Festival!

Midt- og Vestsjællands Politi 

Derfor er der afbrændingsforbud på Roskilde Festival - lige så vel som der er i Roskilde Kommune og resten af Lorryland. 

På Roskilde Festivals hjemmeside oplyser man, at man vil være særligt opmærksom på, om nogen tænder ild i campingområderne, hvor omkring 80.000 gæster fester mellem teltene. 

Efter aftale med Østsjællands Beredskab er det kun tilladt at grille med kul og gas i campingområdets fællesområder, og det vil ikke være tilladt at lave bål med træ i campingområdet overhovedet. 

Læs også Provokerende københavnere anholdt på Roskilde Festival

Affald på jorden kan antænde brand

Beredskabsdirektør Lars Rebetje fortæller til TV 2 Lorry, at man har to runderende køretøjer på pladsen, der cirkler for hurtigt at kunne træde til, hvis der er brug for hjælp. 

Disse vogne vil kunne slukke en større brand på få minutter. 

- Når man samler 130.000 mennesker på et lille areal, så laver man en by i byen. Det, som foregår i en normal by, sker også på en festival. Så vi er selvfølgelig forberedte på, at der kan opstå ting. Men vi har jo set før, at det har været tørt, siger Lars Rebejte til TV 2 Lorry.

Han er faktisk ikke særligt bekymret for ild i teltene, da undersøgelser fra Dansk Brandteknisk Institut viser, at materialet ikke er specielt brandfarligt.

- Det er faktisk sådan, at det er ikke teltene, vi er bange for. Det er al det affald, som ligger mellem teltene. Skummadrasser og lignende sager kan antænde let, fortæller beredskabsdirektøren. 

Et forsøg i 2001 viste, at man med en runderingsvogn af den type, som festivalens beredskab anvender, vil kunne slukke en større brand på mindre end 1 minut, oplyser Roskilde Festival på deres hjemmeside. Billedet her er fra 2007, hvor gæster antændte telte, da de tog hjem sidste dag. Foto: KHAN TARIQ MIKKEL - Ritzau Scanpix

Politiet: Det vil koste dyre bøder at tænde ild

Der bliver røget masser af cigaretter i campingområdet, som smides på jorden.

Det giver dog ikke mening at lave et forbud mod dette på en festival med mange tusinde mennesker, lyder meldingen, hvorfor man blot vil holde øje med, at skodder ikke antænder skrald med videre. 

Læs også 18-årig røvet af ”københavnertyper”: Måtte en tur på sygehuset

Midt- og Vestsjællands Politi oplyser i en pressemeddelelse, at det vil være dyrt ikke at overholde reglerne om forbud mod åben ild på campingområdet:

- Hvis man overtræder forbuddet, så risikerer man en bøde på 5.000 kroner, og politiet lover at dele bøder ud til dem, der ikke overholder reglerne, skriver politiet. 

- Vi håber, at vi ikke skal finde bødeblokken frem under Roskilde Festival!, lyder det fra Midt- og Vestsjællands Politi.