Beredskab gik i opløsning: Nu går tre kommuner sammen om nyt

Kommunerne Køge, Solrød og Stevns går sammen om et fælles brandberedskab, efter det otte kommuner store Østsjællands Beredskab er opløst.

De tre nabokommuner Stevns, Køge og Solrød har besluttet sig for at gå sammen om et fælles beredskab.

Det nye samarbejde for brand og redning træder i kraft fra starten af næste år, hvor det gamle fællesberedskab – det otte kommuner store Østsjællands Beredskab opløses.

Det oplyser de tre kommuner i en pressemeddelelse.

- Det har været altafgørende at få skabt en konstruktion, hvor vi sikrer, at borgerne får den samme hurtige hjælp og høje serviceniveau, når der er brug for det. Det glæder mig, at vi nu indgår en aftale med vores to nabokommuner mod nord og syd om beredskabet. Jeg er sikker på, at vi får skabt et godt og robust samarbejde, siger Marie Stærke, der er socialdemokratisk borgmester i Køge Kommune.

 

Netop Køge Kommune skal stå for den daglige ledelse og administration af beredskabet på tværs af de tre nabokommuner.

Mens Falck kommer til at stå for selve brandslukningsopgaverne, så betyder beslutningen samtidig, at de nuværende brandstationer i de tre nabokommuner kommer til at bestå.

Det glæder borgmestrene, der inden beslutningen stod med udsigten til et manglende beredskab fra næste år.

- Det har været vigtigt for os at få skabt ro om beredskabsarbejdet, for det har både ansatte, frivillige og ikke mindst borgerne brug for. Den ro får vi nu i et tillidsfuldt samarbejde med Køge og Solrød, siger Anette Mortensen, der er borgmester i Stevns Kommune for Venstre.

Hun bakkes op partifælden Niels Hörup, der har borgmesterkæden på i Solrød.

- Vi glæder os over, at tingene nu er faldet på plads, og vi ser frem til et tæt og tillidsfuldt samarbejde, siger han.

Samarbejdet er blevet til efter længere tids drøftelser mellem de tre nabokommuner, der stod uden et reelt beredskab, efter de otte kommuner bag Østsjællands Beredskab (Greve, Høje-Taastrup, Ishøj, Vallensbæk, Roskilde, Køge, Stevns og Solrød) besluttede sig for at trække sig fra samarbejdet og nedlægge beredskabet.

Fakta: Det laver et beredskab blandt andet

  • Brand og andre former for ulykker
  • Beredskabsplaner
  • Brandsikkerhedsvurdering ved byggesagsbehandling
  • Forebyggelse og brandsyn
  • Fyrværkeritilsyn

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik