Foto: TV 2 Lorry

Benneweis rykker teltpløkken op

En æra er slut. Cirkus Benneweis kommer ikke til at give forestillinger i 2016. Men flere økonomisk hårde år sætter en stopper for sæsonen i 2016.

Siden 1887 har Cirkus Benneweis ellers turneret uafbrudt hvert år med dyr og artister, men nu er der pause, siger Diana Benneweis til Frederiksborg Amts Avis.

-Vi var enige om, at hvis sæsonen 2015 ikke gav det nødvendige resultat og et overskud, så ville vi ikke turnere i 2016. Vi ville stoppe, mens legen var god, fortæller Diana Benneweis.

Cirkus Benneweis' vinterkvarter i Dronningmølle har været sat til salg siden efteråret 2015.

Nadia og Dawid Benneweis arbejder dog allerede nu på et nyt koncept, som tager afsæt i Benneweis' stolte cirkustraditioner, nostalgi og kvalitet, men som ønsker at udfordre den gængse opfattelse af cirkus. De mere præcise planer holdes indtil videre internt i familien.

Intet andet cirkus i hele verden har i den samme families eje turneret så længe som Cirkus Benneweis. Starten i 1887 omfattede foruden Gottfried og Marie Binneweis, som familien hed dengang, også nogle geder, duer og høns. Fra midten af 1900-tallet voksede Benneweis i både anseelse og størrelse til Nordens største cirkus under ledelse af Eli Benneweis med bl.a. løver, tigre og bjørne i manegen.

De senere år har Diana Benneweis fornyet traditionerne uden at tabe sit publikum. Men nu er der altså dømt pause.