02:42

Benjamin Jepsen har i en uge ledt efter sin far, som lørdag aften forlod sin lejlighed i Valby.

Benjamins nødråb: Min far forsvundet på 7. døgn

Benjamin Jepsen far, Poul-Erik Olsen, har været forsvundet fra Valby siden søndag den 23. april.

I knap en uge har Benjamin Jepsen været urolig. Hans 64-årige far  Poul-Erik Olsen er forsvundet. Nu beder sønnen alle, der bor i nærheden om at tjekke deres grund. 

Poul-Erik Olsen

- Ældre mand gået fra Valby.
- 64 år.
- 165-170 cm høj.
- Spinkel, gråt kort hår og gråt fuldskæg.
- Iført joggingbuks og t-shirt

Ring 114, hvis du har set Poul-Erik Olsen

- Der er som om, at han bare er sunket i jorden. Den seneste uge har vi ledt og ledt, og der er også søde personer fra Missing People, som hjælper. Men han er bare væk, siger Benjamin Jepsen. 

Men de kan ikke lede på privatgrund. Derfor har Benjamin Jepsen en opfordring:

- Jeg vil gerne bede alle om at kigge i deres haveskur, garage eller andre steder, hvor han kan være søgt hen for at få varme.

 

Snakkede sort

Benjamin Jepsen mener hans far kan have søgt efter varme. Før faderens forsvinden blev han nemlig samlet op af politiet kun iført en t-shirt og bukser. Han var konfus og politiet kørte ham hjem. 

Benjamin Jepsen tog sammen med sin mor forbi faderens adresse, Dronning Dagmars allé i Valby, for at konstatere at han var helt ude af sig selv. 

- Han vrøvlede, snakkede sort. Sådan har jeg aldrig oplevet ham før. Vi besluttede os for at køre ham til egen læge efter weekenden. Men set i bakspejlet skulle vi jo nok have gjort det med det samme, siger Benjamin Jepsen nedtrykt og tilføjer, at han tror, at faderen kan have fået en hjerneblødning. 

- Jeg er chokeret og ked af det. Han har været en stærk mand hele livet, og har kunnet klare sig selv. 

Læs også Poul-Erik er forsvundet på 3. døgn: Familien er desperat

Familien er desperate efter at finde den 64-årige mand. De har hængt sedler op for at få folk til at være opmærksomme, men de har endnu ikke modtaget en eneste henvedelse. Herudover har Hovedstadens Beredskab haft dykkere i Damhussøen for at undersøge, om han kan være druknet.