Bekymring i Frederikssund: Er der nu råd til to motorveje?

Med vejen banet for en motorvejsforlængelse til Hillerød, er spørgsmålet nu, om der også er penge til at færdiggøre Frederikssundmotorvejen.

I årevis har politikere, virksomheder og borgere i Frederikssund kæmpet for at få forlænget motorvejen med de sidste 25 kilometer, så den strækker sig hele vejen fra København til Frederikssund.

Men de samme drømme har de også i Hillerød for de resterende 13,5 kilometer, der mangler, før de er forbundet med motorvej til København.

Derfor er erhvervslivet i Frederikssund bekymrede for at blive overhalet indenom, efter tirsdagens afsløring af, at en ny VVM-redegørelse erklærer Hillerødmotorvejen for "samfundsmæssigt yderst rentabel".

Tirsdag kom en forlængelse af Hillerød-motorvejen et stort skridt nærmere. Nu er der risiko for lange udsigter hvad angår den ønskede Frederikssundsmotorvej.

Det fik nemlig hurtigt folketingsmedlemmer fra både Venstre og Dansk Folkeparti til at udtale til os, at de håber på at få projektet på finansloven hurtigst muligt.

- Selvfølgelig er vi da en kende bekymrede, hvis der skal vælges.

- Vi står med meget store virksomheder, der planlægger massive milliardinvesteringer heroppe, og hvor forudsætningen er meget tydelig: Motorvejen skal være færdiggjort. Ellers kommer de ikke, siger direktør for Frederikssund Erhverv, Peter Bo Andersen.

Peter Bo Andersen frygter, at erhvervslivet i Frederikssund vil lide, hvis en motorvej ikke bygges.
Peter Bo Andersen frygter, at erhvervslivet i Frederikssund vil lide, hvis en motorvej ikke bygges.
Foto: TV 2 Kosmopol

For spørgsmålet er, om der er råd til begge projekter samtidig. En trafikforsker har sin tvivl.

- Det er som regel sådan, at staten først sætter en pose penge af til infrastruktur og bagefter fordeler pengene på projekter. Så hvis man bruger penge på det ene, er der ikke så mange at bruge på det andet. Så det kan koste den ene motorvej livet, hvis man bygger den anden.

- De ligger forholdsvis tæt på hinanden. Så bygger man den ene motorvej, tager man jo noget af maden ud af munden på den anden, kan man sige, lyder det fra professor ved DTU, Mogens Fosgerau.

Frederikssund er tættest på målet

Hidtil er det Frederikssundmotorvejen, der har været længst i processen mod at blive til virkelighed. Allerede i 2009 vedtog Folketinget en anlægslov for projektet, så siden da har man bare ventet på finansieringen.

John Schmidt Andersen mener, det vil kunne gavne billister på begge strækninger, hvis man forlænger Frederikssundmotorvejen.
John Schmidt Andersen mener, det vil kunne gavne billister på begge strækninger, hvis man forlænger Frederikssundmotorvejen.
Foto: TV 2 Kosmopol

Så langt er man endnu ikke nået med Hillerødmotorvejen. Derfor mener Frederikssunds borgmester, det er naturligt, at deres motorvejsforlængelse prioriteres først.

- Jeg er glad på Hillerøds og hele Nordsjællands vegne over, at der er kommet en VVM-redegørelse, der viser, at der er brug for Hillerødmotorvejen. Men jeg tror simpelthen ikke, at man pløjer den ind foran Frederikssundmotorvejen, der har ligget klar i pipeline i så mange år, siger John Schmidt Andersen, V.

Ganske vist er det væsentlig billigere at færdiggøre Hillerødmotorvejen, der kommer til at koste 980 millioner kroner. For Frederikssundmotorvejen er prisen 3,8 milliarder.

Til gengæld mener John Schmidt Andersen, at det vil kunne gavne billister på begge strækninger, hvis man forlænger Frederikssundmotorvejen.

- Hvis Frederikssundmotorvejen kommer, aflaster den Hillerødmotorvejen voldsomt, og derfor er der god idé i, at man bygger Frederikssundmotorvejen først, hvis man kigger på de gamle COWI-undersøgelser, forklarer Frederikssund-borgmesteren.

Prisen for Frederikssundmotorvejen vurderes til at være 3,8 milliarder kroner.
Prisen for Frederikssundmotorvejen vurderes til at være 3,8 milliarder kroner.
Foto: TV 2 Kosmopol

To gode investeringer

Når man skal vurdere samfundsøkonomien i et vejprojekt, udregner man den såkaldt interne rente.

Den tager højde for en lang række faktorer som trafikbelastningen både nu og i fremtiden, spildtid for bilisterne, miljøbelastningen og anlægssummen.

Er den interne rente over fire procent, er der tale om en god forretning for samfundet. Her bonner en færdiggørelse af Hillerødmotorvejen ud som et af de allermest rentable vejprojekter i hele landet med en intern rente på 12 procent.

Frederikssundmotorvejen er også ganske rentabel med 5,6 procent. Og da transportminister Ole Birk Olesen i foråret udtalte, at han ser et økonomisk råderum til en lang række motorvejsprojekter efter 2020, håber erhvervslivet i Frederikssund, at der alligevel kan slås to fluer med ét smuk.

- Vi er i Nordsjælland blevet forsømt i årevis. Så nu må det være på tide, at man finder finansieringen til både Hillerød- og Frederikssundmotorvejen, siger Peter Bo Andersen fra Frederikssund Erhverv.

I TV 2 Lorrys serie 'Mit liv i kø' satte en række borgere ord på, hvad de synes om de lange køer i Hovedstadsområdet. Se hele serien HER.

Frederikssund forbindes lige nu via hovedveje.
Frederikssund forbindes lige nu via hovedveje.
Foto: TV 2 Kosmopol

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik