Behovet for julehjælp slår rekord

Røde Kors i Køge forsøger i år at fordoble antallet af gratis julehjælpspakker til værdigt trængende familier, skriver DAGBLADET Køge.

-Vi regner helt klart med, at behovet er stigende, og det skyldes både arbejdsløshed og finanskrise. Derfor forsøger vi at fordoble antallet af hjælpepakker i år, siger Rasmus Berg, der er bestyrelsesmedlem og koordinator på Røde Kors julehjælpen i Køge.

Hver julepakke koster Røde Kors 500 kroner,selvom værdien reelt er større, og derfor er lokalafdelingen nu gået på jagt efter de sponsorer, der vil betale for, at Røde Kors indkøber, samler og udleverer pakkerne.