Min mening: Bedre infrastruktur og lavere skatter for frihed og vækst i Nordsjælland

​​​​​​​Vækst bringer kun gode ting med sig. Det påpeger Anders Samuelsen (LA) og understreger, at en fortsat vækst kan bruges på nye veje, bedre kernevelfærd og lavere skatter.

Af Anders Samuelsen, folketingskandidat for Liberal Alliance i Nordsjællands Storkreds

Der er mange steder i Danmark, hvor der er behov for at forbedre infrastrukturen. Både for familierne og for virksomhederne. For det giver både frihed og mere vækst, når det bliver nemmere og hurtigere at transportere sig fra A til B.

Nordsjælland er ingen undtagelse. For selvom det går godt for virksomhederne, og selvom antallet af personer på arbejdsmarkedet stiger – og antallet på offentlige forsørgelse falder, så skal vi fortsat have fokus på at gøre det endnu mere attraktivt at skabe vækst i Nordsjælland og resten af Danmark.

Her er infrastrukturprojekter en del af løsningen. Sammen med skatte- og afgiftslettelser, naturligvis.

Vi har allerede sat bilafgifterne ned tre gange. Det giver mere frihed til dem, der har brug for en bil til at komme rundt.

Og vi har også lavet en politisk aftale om en forlængelse af Hillerød-motorvejen, der er et nøgleprojekt, når det kommer til at forbedre både friheden for familierne og fremkommeligheden for virksomhederne og deres medarbejdere.

Vækst som drivkraft

Alt det kan lade sig gøre, fordi vi har vækst, og økonomien er stærk i Danmark.

Nogle synes, at det er mærkeligt at være så optaget af at skabe vækst hele tiden. Men for mig er væksten jo blot et middel, der gør, at vi kan nå flere mål.

For vækst bringer kun gode ting med sig. Det giver bedre økonomi til Danmark, der eksempelvis kan bruges på nye veje, bedre kernevelfærd og lavere skatter.

MIN MENING

Frem mod det kommende folketingsvalg har TV 2 Lorry givet spidskandidater for alle partierne i storkredsene i Hovedstadsområdet mulighed for at komme til orde med holdninger og meninger.

Under overskriften "Min mening" skriver kandidaterne indlæg, som kan danne grundlag for en debat med andre kandidater og vælgere.

Og det er den vækst, der skal fortsætte, hvis vi skal håbe på flere store infrastrukturprojekter i Nordsjælland og resten af Danmark.

Samtidig medvirker væksten til, at flere kommer i arbejde. Og at virksomhederne tjener flere penge.

Væksten er altså en drivkraft til at løfte Danmark på så mange parametre. Både socialt og økonomisk. Og både til gavn for velfærden og den enkelte.

Og mens de fleste andre partier har travlt med at love det ene efter det andet, så er fællesnævneren som regel, at det koster en masse penge. Uden tanke for hvordan vi tjener penge, og gør Danmark og danskerne rigere.

Jeg plejer billedeligt at bruge en kage som eksempel. Den kan skæres på mange måder. Nogle stykker kan blive større, og andre kan blive mindre. Det er en omprioritering af kagen.

Mit mål er at gøre kagen større, så stykkerne ikke bare kan blive skåret anderledes, men så stykkerne generelt set bliver større.

Det er der behov for. For at gøre Danmark bedre.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik