Bedrageri blev en livsstil for 48-årig tømrer

Over 10 domme for snyd og tyverier er det blevet til for Mads Andersen. I byretten gør han rent bord.

En stribe fupnumre overfor kvinder, teleselskaber, banker og andre har tirsdag givet en straf på fængsel i to år og ni måneder til 48-årige Mads Andersen.

I afgørelsen indgår en reststraf på 492 dage fra en tidligere bedragerisag, lyder det fra dommer Grethe Jørgensen Københavns Byret.

- Det er sjældent, at man ser en sag med så lang en straffeattest, bemærker anklagerfuldmægtig Camilla Jørgensen.

For 23 år siden fik den tømreruddannede sin første dom for bedrageri, og siden er det gået slag i slag. En halv snes domme om fup og svindel er det blevet til. 

Den aktuelle sag er svulmet op til at handle om udførte bedragerier og tyverier for lidt over 400.000 kroner og forsøg på det samme for et lignende beløb. Og det ærgrer den dømte sig meget over.

I sommeren 2015 blev han nemlig anholdt og fremstillet i grundlovsforhør, men opholdet bag tremmer blev alt for kort, lyder det.

- Jeg blev gudhjælpemig løsladt. Bagefter tog jeg ned på Station City og spurgte hvorfor. Jeg havde brug for hjælp. Halvdelen af de sager, vi har talt om i går og i dag, kunne være undgået. Men jeg blev bare sluppet løs, siger han.

Anklageren taler om, at Andersen, der i øvrigt har betjent sig af forskellige navne, har "tilrettelagt hele sin livsførelse på kriminalitet". Men det er ikke korrekt, lyder det fra forsvareren, advokat Helle Lokdam. 

- Han har arbejdet i perioder, men er så faldet i, siger hun, der også dvæler ved forklaringen.

- Meget af det er psykologisk bestemt. Nogle voldsomme ting fra barndommen er ubehandlet og ubearbejdet, siger hun.

/ritzau/


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik