Beboere kæmper mod Blackstone: Mødtes med ny minister

Beboerne i det kulturhistoriske Holckenhus kæmper med næb og klør mod den amerikanske ejendomsgigant Blackstone, der vil omdanne bygningens historiske tag-atelierer til luksuslejligheder.

Boligminister Kaare Dybvad (Soc.dem) i midten med en ny bog om Holckenhus, som han modtog af beboerne. Til højre for ham står Jens Qvesel, der var en af de beboere fra ejendommen, der deltog i mødet med ministeren. Foto: Privatfoto

I efterhånden flere måneder har beboerne i den københavnske ejendom Holckenhus kæmpet mod den amerikanske ejendomsgigant Blackstone for at undgå totalrenoveringer på tagetagen af bygningen.

Nu har de også været til møde med den nye boligminister Kaare Dybvad (S) om sagen.

Tagetagen i Holckenhus består nemlig af historiske atelierer, hvor kunstnere som Emil Nolde, Marie og P.S. Krøyer og Jens Birkemose har holdt til.

Ejendommen ligger lige overfor kunstmuseet Glyptoteket i København, og har har i årevis huset nogle af landets største kunstnere. 

Derfor er Holckenhus ikke er helt uden betydning i kunstmiljøet - eller for den danske kunsthistorie.

TV 2 Lorry har flere gange fortalt om sagen. Artiklen fortsætter under videoen.

03:29 Luk video

Men ejendommen er nu opkøbt af Blackstone, der gennem sine danske samarbejdspartnere ønsker at renovere de historiske atelierer i tagetagen for at omdanne dem til luksuslejligheder - og derfor er den nye boligminister Kaare Dybvad (S) nu blevet involveret i sagen.

- Vi er glade for det politiske fokus, som sagen har fået, og vi har længe haft en rigtig god dialog med politikerne i Københavns Kommune, siger Jens Qvesel til TV 2 Lorry og tilføjer:

- Men det er som om, at der mangler lidt politisk vilje til at foretage sig noget fra kommunens side, selvom det lyder til, at der er stor opbakning fra flere partier til vores sag. Derfor håber vi, at vores møde med boligministeren nu kan være med til at give opbakning til, at politikerne i Københavns Kommune har lyst til for alvor at gøre noget ved sagen.

Torsdag skal sagen behandles i Borgerrepræsentationen i Københavns Kommune.

Og selvom flere partier har sagt, at de gerne vil hjælpe beboerne i Holckenhus, så undskylder mange sig med, at kommunalpolitikere ikke har hjemmel i lovgivningen til at gå i mod Blackstones ønske om at renovere ejendommen, som ejendomsgiganten jo ejer.

- Vi er mange, der har en fælles dagsorden og et ønske om at få bevaret den imaterielle kulturarv, som Holckenhus har. Vi håber, at den nye regerings politiske fokus kan vise, at når det åbenbart er en mærkesag for boligministeren, så kan det samme parti også gøre noget ved problemet i kommunen. Så kan vi forhåbentligt få skovlen under de her udenlandske kapitalfonde, siger Jens Qvesel.

Minister glad for mødet

Selv er den nye boligminister meget positiv over mødet med beboerne i Holckenhus. Før han blev minister var Kaare Dybvad også meget aktiv som boligordfører for Socialdemokratiet i sin indsats for at få den forhenværende boligminister Ole Birk Olesen fra Liberal Alliance til at gøre noget ved Blackstones ageren i Danmark.

- Jeg er glad for, at beboerne fra Holckenhus ville dele deres erfaringer med mig, og jeg vil tage deres input med i mine overvejelser om, hvordan et eventuelt lovindgreb skal virke. På nuværende tidspunkt afventer jeg ekspertgruppens anbefalinger og vil derefter indkalde til forhandlinger om Boligreguleringsloven § 5 stk. 2, siger han til TV 2 Lorry.

Boligreguleringsloven paragraf 5 stykke 2 omhandler muligheden for at sætte huslejen i vejret efter en gennemgribende renovering. Det er den, Blackstone oftest benytter sig af. 

Opbakningen er der - men initiativet mangler

”Partierne beklager dybt, at vi ikke politisk kan redde det historiske kunstnerkollektiv, der nu befinder sig i Holckenhus,” lyder det blandt andet fra Socialdemokratiet og Radikale Venstre i en protokolbemærkning fra en tidligere politisk behandling i kommunen. 

De henviser til, at forvaltningens undersøgelse slog fast, at “politikerne ikke har mulighed for at lave en så snæver anvendelsesbeskrivelse i lokalplanen, at vi kan bestemme, hvilket erhverv tagetagen skal anvendes til.”

Også Enhedslisten, SF, Alternativet og Dansk Folkeparti er skeptiske i deres bemærkninger. Finn Rudaizky fra sidstnævnte parti har valgt at bruge sin ret til at standse sagen og lade Borgerrepræsentationen afgøre sagen. Det sker på torsdag den 22. august.

Selvom Blackstone er gået med til at etablere to fællesatelierer på tagetagen, som er en del af den indstilling, forvaltningen kommer med til politikerne i Københavns Kommune, så mener beboerne ikke, at det er en løsning, man kan bakke op omkring.

- Det er bare et hold kæft-bolsje, som man forsøger at give os, siger Jens Qvesel.

Efter mødet med boligminister Kaare Dybvad (S) fortæller beboerne til TV 2 Lorry, at de nu også har taget kontakt til den nye kulturminister Joy Mogensen (S) for at få yderligere opbakning. De håber, at et møde også kan blive arrangeret med Kulturministeren.

På onsdag klokken 13.00 er der inviteret til bogreception i Holckenhus på en helt ny bog om netop Holckenhus og bygningens betydning for dansk kunsthistorie.

På den baggrund håber beboerne på, at politikerne i Københavns Kommune finder en måde at få udskudt sagen på, så kulturhistorien ikke går tabt.

- Vi har hørt fra Fredningsnævnet, at de har bedt om mere materiale for at kunne træffe en beslutning om en eventuel fredning af Holckenhus. Så det burde få politikerne til at sige, at sagen kan sættes på stand-by, så længe arbejdet står på i Fredningsnævnet, siger Jens Qvesel.

Beboerne oplyser til TV 2 Lorry, at de efter mødet med boligministeren nu også har taget kontakt til Kulturminister Joy Mogensen.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik

Kulturkalenderen

Hvad sker der i Lorryland i dag?