Beboere i Ørestad vil sagsøge København for dyr parkering

01:00

Vi har tidligere fortalt, at Venstre og Konservative i København vil tvinge By og Havn til at sætte priserne for parkering ned.

Der er tale om massiv forskelsbehandling i parkeringspriserne, lyder det fra borgere i Ørestaden og Nordhavn.

Hvis man bor i Københavns brokvarterer, koster en parkeringstilladelse mellem 100 og 1.150 kr. om året, afhængigt af hvor miljøvenlig en bil, man ejer.

Men bor man i Ørestad eller Nordhavn, koster en parkeringstilladelse henholdsvis 11.724 kr. og 13.692 kr. om året.

Det er beboerne i Ørestaden og Nordhavn selvsagt ikke tilfredse med. De kalder det forskelsbehandling og vil have rettens ord for, at det ikke må være så dyrt. Det skriver Berlingske.

 - Alle andre i København har også betalt for deres egen parkeringsplads, for det er et krav i planloven.

Jakob Hougaard (S)

Fire beboere har ansøgt om fri proces i Civilstyrelsen. De vil have rettens ord for, at kommunen ikke må have én parkeringspolitik for beboere i Ørestad og en anden for de øvrige beboere København. 

Læs også 11.000 kr. for at parkere i Ørestaden

En af beboerne er Susanne Hammer. Hun kan ikke betale de godt 1.000 kr. om måneden, som parkeringen koster, men hun er afhængig af bilen for at få en hverdag som mor med tre til at hænge sammen.

 -  Så jeg er nødt til at parkere mellem 700 meter og en lille kilometer væk fra vores bolig, for der kan jeg parkere gratis. Hver morgen og hver eftermiddag transporterer vi os frem og tilbage mellem bolig og bil med tre gange skoletasker, fodboldtøj, gymnastiktøj, svømmetøj og indkøbsvarer. Simpelthen for, at vi kan få det hele til at fungere, siger hun til Berlingske.

Det er By & Havn, som driver Parkeringshusene i Ørestad og Nordhavn, og derfor er der ifølge Københavns Kommune ikke tale om en kommunal parkeringsvirksomhed. Det er beboerne i Ørestad dog ikke enige i, for Københavns Kommune ejer 95 procent af By & Havn. 5 procent ejes af staten.

Læs også Slagsmål om parkeringspriser: "Det er horribelt"

Beboerne i Ørestad og Nordhavn har ikke gadeparkering, som i resten af København, derfor er parkering i parkeringshuse den eneste mulighed.

Parkering i parkeringshus er dyrere, fordi beboerne i Ørestad og Nordhavn skal betale både byggegæld og drift af parkeringshusene. 

Ifølge Jakob Hougaard (S), der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget i Københavns Kommune, kan man ikke sammenligne de to former for parkering.

 - Alle andre i København har også betalt for deres egen parkeringsplads, for det er et krav i planloven. Så er der selvfølgelig ejendomme, som er opført længe før bilerne, og hvor det dengang ikke var meningsfuldt at tale om parkering, men det er også i de områder, at der i dag er mangel på parkeringspladser til beboerne, siger han til Berlingske. 

Venstres ordfører på området Jens-Kristian Lü ser frem til at få afgjort, om der er tale om forskelsbenhandling af borgerne

 - Det er vigtigt, at få afprøvet lovligheden i, hvorvidt Københavns Kommune må forskelsbehandle en bestemt bydel ved at indkræve tårnhøje parkeringspriser. Det er ikke rimeligt, at Ørestad og Nordhavn skal finansiere resten af kommunens gæld. Når der blandt flertallet i borgerrepræsentationen ikke er flertal for at gøre noget ved forskelsbehandlingen, så er der desværre ikke anden vej at gå end til domstolene. Det er ærgerligt, for sagen burde løses politisk, men det kan ikke lade sig gøre, når et flertal opfører sig som kommunens repræsentanter og ikke borgernes repræsentanter, siger Jens-Kristian Lütken, der er medlem af Borgerrepræsentationen for Venstre til TV  2 Lorry.

 

Læs også Gravearbejde afslører hemmelig tunnel ved Christiansborg