Blackstone: Beboere får hjælp til at føre sag mod kommune

Et gammelt skøde rejser tvivl om forløbet i forbindelse med salget af tre ejendomme til kapitalfonden Balckstone. Nu får beboerne 25.000 kr. til at føre sag for.

Beboerne i tre ejendomme, der netop er blevet solgt til den amerikanske kapitalfond Blackstone vil nu anlægge sag, for at få handelen annulleret Foto: TV 2 Lorry

Enhedslisten på Frederiksberg mener, at sagen om salget af de tre ejendomme på Frederiksberg til den amerikanske kapitalfond Blackstone er så vigtig, at partiets lokalafdeling nu har givet 25.000 kroner til beboerne. 

Det her er jo en sag, der er meget speget.

Thyge Enevoldsen (EL), medlem af Magistraten på Frederiksberg,

Pengene skal bruges til, at de kan føre sag imod Frederiksberg kommune. Et gammelt skøde rejser nemlig tvivl om hele den måde, salget er gennemført på - og især Frederiksberg Kommunes rolle. 

Enhedslisten vil derfor give beboerne mulighed for at få sagen for retten. 

- Det her er jo en sag, der er meget speget. Det er meget svært at finde ud af, hvad der hoved og hale i sagen. Vi har nogle aftaler tilbage fra 1932, som et flertal i kommunalbestyrelsen løber fra, synes vi, siger Thyge Enevoldsen fra Enhedslisten, som er medlem af Magistraten på Frederiksberg, som er det politiske udvalg, der udarbejder det kommunale budget.

07:08

TV 2 lorry forsøgte at få et interview med repræsentanter fra Blackstone, da de var i København forleden. Den folkekære skuespiller Jesper Langberg bor i en af Blackstones ejendomme og er vred over den måde, de behandler beboerne. Foto: TV 2 Lorry

Luk video

De tre ejendomme er Sønderjydske by, Peter Bangs hus og Svalegråden, som alle ligger i nærheden af Peter Bangs Vej.

Ejendommene blev kort før jul solgt til Blackstone for lige under en milliard kroner. Den amerikanske kapitalfond er en af verdens største ejendomsinvestorer, og ifølge egne oplysninger råder den over 3.000 milliarder kroner.

Hver gang en udlejningsejendom bliver solgt, skal det først tilbydes til beboerne til samme pris. Hvis beboerne ønsker det - og har råd - kan de købe ejendommen og danne en andelsboligforening.

Vi har ikke de store indtægter og ikke de store formuer. Vi vil have svært ved at få bankerne til at give os lov til at købe ejendommen, hvis prisen bliver så høj.

Søren Berg, formand for beboerrepræsentationen i Sønderjydske by.

Almindelige borgere uden store indtægter

Sønderjydske by, som er den største af de tre ejendommme med over 300 lejemål, blev solgt for over 500 millioner kroner. En pris, der vil gøre det meget svært for beboerne at overtage ejendommen.

- Vi er en befolkningsgruppe her i ejendommen af helt almindelige borgere. Vi har ikke de store indtægter og ikke de store formuer. Vi vil have svært ved at få bankerne til at give os lov til at købe ejendommen, hvis prisen bliver så høj, siger, Søren Berg, som er formand for beboerne i Sønderjydske by.

Men ifølge et gammel skøde fra 1932 har kommunen og beboerne i ejendommene forkøbsret til boligerne. Kommunens tilbagekøbsret skulle ske efter en pris, der blev beregnet ud fra salgsprisen i 1932 - en pris, der ligger væsentlig under de 500 millioner.

Ifølge beboerne skulle de have haft lov til at købe ejendommen til samme pris som kommunen, så de kunne stifte en andelsboligforening.

- Intentionen i skødet var, at beboerske skulle kunne overtage ejendommen til en forfuntfitg pris. Nu viser det sig, at kommunen har lavet en aftale med Frederiksberg Boligfond, som gør, at vi ikke kan overtage den til en rimelig pris. Vi føler os snydt, siger Søren Berg.

07:04

Blackstone købte ejendommene af Frederiksberg boligfond den 4. december

Luk video

Kommunen afskrev deres forkøbsret i december måned. Det var ikke muligt for TV 2 Lorry at få en kommentar fra borgmester Jørgen Glenthøj (Kons.). Men kommunens by-og miljødirektør, Ulrik Winge, skriver følgende i en SMS til TV 2 Lorry:

"Der er tale om en handel mellem Frederiksberg Boligfond og en køber. Der har i den forbindelse i bl.a. medierne været rejst tvivl om det juridiske grundlag, som kommunen forud for handlen har fraskrevet sig sin forkøbsret på til fordel for en øget boligsocial anvisning. Derfor har kommunen fået undersøgt det juridiske grundlag en ekstra gang af to eksterne advokater. Resultatet af den undersøgelse skal Kommunalbestyrelsen behandle i januar.

Udover Enhedslisten har Andelsboligforeningernes Fællesrepræsentation (ABF) tidligere udtalt, at de også vil støtte beboerne i deres forsøg på at få sagen for retten. Beboerne føler sig overbevist om, at det vil ske.

- Jeg er sikker på, at det her ender i et retssag, medmindre kommunen imødekommer de krav, vi har. Vi har ikke andre muligheder, siger Søren Berg.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik