Foto: Røde Kors

Barn af KZ-forældre arrangerer koncert for flygtningebørn

René Meyrowitsch´s forældre sad i KZ-lejren Theresienstadt. Nu arrangerer han støttekoncert for flygtningebørn, der kommer alene til Danmark

Benjamin Koppel skal spille. Det samme skal Alberte Winding, Cæcilie Nordby og Jacob Binzer. Det gør de ved en støttekoncert i Hvidovre, hvor overskuddet skal gå til at hælpe flygtningebørn, der kommer uledsaget til Danmark. Blandt andet skal børnene have mulighed for at komme på sommerferie.  Manden bag projektet er 70-årige René Meyrowitsch fra Albertslund.

-Min familie er jødisk. Og under 2. Verdenskrig blev mine forældre og min bror sendt i koncentrationslejren Theresienstadt. De overlevede og kom hjem lidt før krigens slutning med hjælp fra danske og svenske frivillige. Jeg blev vist selv undfanget i lejren, og nu synes jeg, det er min tur til at gøre noget for de flygtningebørn, der sidder i lejre rundt om i Danmark, fortæller René Meyrowitsch til TV 2 Lorry.

 

Cæcilie Nordby er en af de musikere, der kommer til at stå på scenen

 

René Meyrowitsch har tidligere mødt musikeren Benjamin Koppel, og ham kontaktede han, da han fik ideen om at arrangere en støttekoncert. Koppel var straks med på ideen, og nu har de fået samlet et hold af musikere og sangere, som vil stå på scenen i Hvidovre Medborgerhus den 23. maj klokken 19.30.

-Jeg synes, der er en linje fra min egen barndom og til de her børn og unge. De børn, der kommer hertil fra krig og rædsler har mange traumer. Jeg synes, det er vigtigt, at de får nogle oplevelser. Så pengene skal for eksempel bruges til, at de kan komme på feriekoloni, siger René Meyrowitsch.

Antallet af børn, der kommer uledsaget til Danmark er i vækst. Sidste år flygtede cirka 2.000 børn og unge uden deres forældre til Danmark. året før var tallet 800. Når de kommer hertil, lever de ifølge Dansk Røde Kors isoleret og uden kontakt til jævnaldrende danske unge.

-Det er så vigtigt, at vi alle engagerer os i at hjælpe de her børn og unge med at falde til og få netværk i Danmark, for de er nogle af de mest udsatte flygtninge overhovedet. Koncerten er et fremragende eksempel på, at vi alle kan gøre noget.” siger Hanna Line jakobsen, præsident i Røde Kors.

Biletterne til koncerten koster 199 kroner og kan købes gennem Billetto.