Barfoed efter exit: Vi har brug for fornyelse.

De Konservatives formand siger, at han ikke er blevet presset ud. Han peger på Viborgs borgmester som ny leder.

Lars Barfoed mener, at der er brug for fornyelse i De Konservative.

Derfor trækker han sig som formand for partiet og peger sammen med folketingsgruppen på Viborgs borgmester, Søren Pape Poulsen, som ny leder.

- Jeg har gennem lang tid set mig om efter, hvem der skulle efterfølge mig, siger Barfoed til TV2 News.

- Vi har stabiliseret partiets opbakning, vi har haft et godt kommunalvalg og et godt valg til Europaparlamentet, og derfor er vi parate til at lave et leder- og generationsskifte, siger han.

Lars Barfoed insisterer på, at han ikke er blevet presset til at gå.

- Jeg har haft drøftelser med rigtig mange folk i partiet, og i sidste ende måtte jeg selv træffe en beslutning efter at have hørt forskellige synspunkter på, om tiden er inde.

- Alt går godt, undtagen i meningsmålingerne. Vi ville gerne have langt flere mandater i Folketinget, og derfor kan det her være med til at skabe fornyelse i vælgernes øjne, siger han.

Netop derfor mener Barfoed, at der er fornuft i at vælge en ny leder, som kommer udefra.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik