Barbranchen bandlyser plastiksugerør

Dansk Bartender Laug forbyder brugen af plastiksugerør blandt deres medlemmer og samarbejdspartnere på grund af sugerørenes forurenende påvirkning på miljøet.

01:11

Video: Andreas Madsen - TV 2 Lorry

Nattelivets drinks vil fremover blive serveret uden plastiksugerør på en lang række barer og caféer i hovedstadsområdet og resten af landet.

Medlemsorganisationen Dansk Bartender Laug, der er talerør for bartendere og arbejder sammen med en lang række barer og caféer, oplyser, at de på en generalforsamling har vedtaget at forbyde brugen af plastiksugerør.

Årsagen er, at de ønsker at aktivt fravælge produktet, hvis negative påvirkninger på miljøet har været kendt længe.

- Vi er utrolig stolte og glade over at medlemmerne stemte for, at vi som helhed kan stå forrest og gøre vores del for at sikre vores fælles fremtid, siger formand Zander Lauritzen Hansen.

Kræver bæredygtigt alternativt fra 2020

Barer såvel som spiritusproducenter, der samarbejder med lauget, har med beslutningen frem til den 31. december i år til at skifte plastiksugerør ud med et bæredygtigt alternativ – hvis de altså fortsat vil være en del af Dansk Bartender Laugs samarbejdskreds.

Mange barer har taget godt i mod beslutningen, men foreningen har ingen myndighed til at bestemme at barerne skal fjerne deres plastiksugerør.

- Der er ikke nogen konsekvens for dem. Mange barer er samarbejdspartnere med Dansk Bartender Laug og mange spiritusfirmaer er samarbejdspartnere med os. Og de er selvfølgelig informeret om, at vores samarbejde slutter første januar, hvis ikke de indordner sig og går over til et mere bæredygtigt alternativ. Så de kan sagtens fortsætte, men de vil ikke være støttet af os, siger formanden til TV 2 Lorry.

EU-forbud træder i kraft i 2021

Alternativet til plastiksugerør kan eksempelvis være sugerør af metal eller pap, fortæller formanden og forklarer, at danskernes interesse for cocktails er steget markant de seneste par år. Det har medført, at barernes forbrug af sugerør er steget.

- Vi har en forpligtigelse til at være med til at drive nye trends, bæredygtige alternativer fremad. Det er os, der står bag baren og skænker, og dermed også os der kan påvirke den retning vi bevæger os i, siger Zander Lauritzen Hansen.

I december sidste år blev et flertal i Europa-Parlamentet enige om at forbyde en række engangsplastikprodukter – heriblandt vatpinde, ballonpinde, engangsservice og sugerør – fra år 2021 for at begrænse plastikforureningen i naturen.

Det skete blandt andet på baggrund af en rapport fra EU-Kommissionen, der viste, at engangsplastik udgør omkring 70 procent af al det affald, der bliver fundet på de europæiske strande.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik