Bankrøver flygter i taxi efter Nordeakup

I Lyngby kørte to vakse borgere efter en taxi, som en bankrøver benyttede som flugtbil.

Han skulle lige hente noget hos en bekendt.
Den besked fik chaufføren i en taxi af sin kunde tirsdag formiddag i Lyngby nord for København.
Kunden havde dog noget andet i tankerne.
Inde i Nordeas filial på Lyngby Torv trak han en kniv frem og truede personalet til at udlevere penge, oplyser Nordsjællands Politi.
- To årvågne vidner fattede mistanke til ham, da han satte sig ud i taxien, fortæller vagtchef Palle Jørgensen.
De to besluttede sig for at køre efter taxien, og samtidig gav de besked til politiet.
- Vi fik nogle patruljevogne frem og kunne anholde ham ved Ikea i Gentofte, siger vagtchefen.
Chaufføren i taxien anede ikke, hvad der var sket.
Efter anholdelsen begik den 24-årige et par nye lovovertrædelser.
På politistationen gik han ifølge politiets vagtchef til angreb på to betjente.
Den ene blev revet i ansigtet, og den anden fik et knytnæveslag i ansigtet.
Onsdag skal den anholdte, der i øvrigt tidligere er dømt for bankrøveri, fremstilles for en dommer.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik