450 nuværende eller tidligere kunder i Roskilde Bank har klaget over bankens rådgivning omkring det risikable investeringskoncept Aktiv Boliginvest.
Af dem har en fjerdedel fået tilkendt erstatning efter fire afgørelser i Pengeinstitutankenævnet i 2009. De afgørelser dannede præcedens for klagere med lignende sager. Resten venter stadig, fordi banken mener, at deres sager ikke svarer til dem, ankenævnet gav medhold.
Tre nye sager, der er blevet afgjort i Pengeinstitutankenævnet, kan danne præcedens for en ny strøm af erstatninger. Endnu er det uvist, om banken vil rette sig efter afgørelserne, og hvor mange der i givet fald vil få tilbudt erstatning i kølvandet på dem.
- Vi skal forholde os til, om vi vil følge den afgørelse. Det skal vi diskutere i bankens bestyrelse, og så vil vi forholde os til, hvor mange af de øvrige sager, der ligner den afgørelse, siger Lars Jensen, adm. direktør i Roskilde Bank, til DAGBLADET Roskilde.