Arkiv Foto: TV 2 Lorry (Arkiv)

Bandesager udløser visitationszone

Frem til 28. marts risikerer man uden videre at blive kropsvisiteret eller få en nysgerrig politimand til at kigge i bilen, hvis man nærmer sig Retten i Glostrup.

Her har politiet nemlig oprettet en såkaldt visitationszone, som giver ordensmagten ret til at visitere folk i området uden at have nogen konkret mistanke. Formålet med zonen er at forhindre personer i at gå med våben i området.
Baggrunden er, at der i den kommende periode skal afholdes en række retsmøder, hvor personer med tilknytning til rocker- og bandemiljøet skal afgive forklaring. Det er før set, at det har tiltrukket personer fra miljøet, som også har været bevæbnede.
For et par uger siden visiterede Københavns Politi flere personer i forbindelse med en bandesag ved Østre Landsret. Her beslaglagde ordensmagten både skruetrækkere, jernrør og en økse.