Bander slipper

Knap et halvt år efter bandekrigen mellem Hells Angels og indvandrerbander brød ud i København, står politiet uden gennembrud i opklaringen af størstedelen af konfliktens skudepisoder, skriver Berlingske Tidende.

Ud af 24 skudepisoder,
som ifølge Københavns Politi omhandler opgør i bandekrigen, står
politiet fortsat uden varetægtsfængslede, tiltalte eller
afgørende gennembrud i 18 af sagerne. I denne uge blev
drabsforsøg på fremtrædende bandemedlemmer fra Nørrebro og på
HA-rockeren Brian Sandberg føjet til listen. Blandt de
uopklarede sager er skuddrabet på en 19-årig mand i Tingbjerg i
august 2008, som startede krigen. Drabschef i Københavns Politi
Ove Dahl forsikrer, at politiet arbejder intenst på de
alvorligste sager. Men efterforskningen bremses, fordi
bandemedlemmer og rockere hader politiet og selv vil gøre
regnskabet op. »De sager, hvor de implicerede ikke siger noget,
vidner ikke har set noget og der ikke er tekniske beviser, er
umådeligt svære - for ikke at sige umulige - at opklare. Det er
en tilstand, vi har vænnet os til. Vi gør selvfølgelig, hvad vi
skal i de sager, men på et tidspunkt må vi lægge dem væk og
prioritere de sager, hvor folk er kommet til skade,« siger han.
Justitsminister Brian Mikkelsen (K) lovede i oktober, at
politiet ville lægge ekstra pres på rockere og bandemedlemmer,
så »de konstant bliver pustet i nakken og sættes fast, uanset
hvilken kriminalitet de begår«. Men det kniber altså i de
alvorligste skudsager, og ikke alt kan opklares, siger Ove Dahl:
»Vi kan ikke stoppe konflikten, det kan kun de, der slås i den.«
Ove Dahl fremhæver, at København Politi under bandekrigen har
beslaglagt 85 skydevåben, sigtet 42 personer for ulovlig
våbenbesiddelse og 22 personer for anden alvorlig kriminalitet,
herunder drabsforsøg og vold. Flere partier på Christiansborg er
utilfredse med politiets opklaringsprocent, og S kræver en
redegørelse af Brian Mikkelsen."Det er klart, at når man i så
mange sager ikke har noget afgørende gennembrud, er det jo ikke
holdbart. Så skal politiet have fat i flere gerningsmænd. Det
tror jeg også, at de får, men det er jo en lang, kompliceret
affære," siger ministeren.