Bander, kriminalitet og misbrug: Projekt skal redde unge i Halsnæs

De unge i projektet er fundet frem via kommunens familieafdeling og uddannelsesvejledningen.

Selvom man er vokset op i byer som Hundested, Lynæs eller Frederiksværk, kan man godt risikere at havne på den forkerte side af loven eller i rigtig dårligt selskab. 

Men for at undgå dette, har Halsnæs Kommune nu indledt et nyt projekt, der skal sætte fokus på problemet. 

Derfor har otte-10 unge i alderen 16-18 år indledt et forløb på fire måneder.

Det skal hjælpe dem på rette spor i samfundet og styre dem uden om bandemiljø, kriminalitet og misbrug. Det skriver Frederiksborg Amts Avis. 

De unge i projektet er ikke i dag tilknyttet bandemiljøet, men vurderes at have risiko for at havne i en kriminel løbebane.

Hver af de unge får i forløbet tilknyttet en personlig mentor, de deltager i et undervisningsforløb og kommer i praktik i lokale virksomheder og sættes i gang med fritidstilbud i ungdomsklub og sportsforeninger.

quote På de fire måneder skal de unge gerne gøres klar på at være medborgere.

Natalia Frøhling, teamleder i Uddannelsesvejledningen.

Bag projektet, der støttes af Socialstyrelsen, står Uddannelsesvejledningen og Unge- og Kulturcentret i Halsnæs Kommune.

- På de fire måneder skal de unge gerne gøres klar på at være medborgere. Forløbet handler om alt i samfundet, hvordan man agerer i samspil med andre, om økonomi og sociale spilleregler, siger teamleder i Uddannelsesvejledningen Natalia Frøhling.

De unge i projektet er fundet frem via kommunens familieafdeling og uddannelsesvejledningen. 

- De unge har taget godt imod initiativet, virker motiverede og åbne for at se mulighederne i det, siger Natalia Frøhling.

Både lokale virksomheder og sportsforeninger bakker op om projektet, der efter sommerferien følges op af et tilsvarende forløb for unge i aldersgruppen 18-23 år.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik