Foto: Lorry

Bander får våben fra andre kriminelle

Kriminelle "små fisk" står til tider bag indsmugling af våben til bandemiljøet. En nordmand og en mand fra Greve har ifølge politiet skaffet våben til Bandidos.

Politiet har trevlet en personkreds op, som ifølge ordensmagten har leveret våben til rockere og bandemiljøet i København.
Centralt står en nordmand - bosat i Hesselager på Fyn - som er idømt fem års fængsel for at ligge inde med et stort arsenal af automatvåben.
Politiet kom på sporet af den norske våbenkøbmand via en 42-årig mand fra Greve, der nu er tiltalt for at sælge tre af nordmandens kraftige skydevåben til rockere fra Bandidos.
Sagen begyndte at rulle sidste sommer, da en anonym kilde gjorde politiet opmærksom på, at den 42-årige gik rundt og viste fotos af AK47-geværer og en maskinpistol på sin mobiltelefon.
Det fik politiet til at overvåge ham og aflytte hans telefoner, før han til sidst blev anholdt.
Under afhøringen hos politiet angav den 42-årige sin norske leverandør, men siden har han nægtet kendskab til våbnene.
I Retten i Roskilde sad den kraftige 42-årige mand ved siden af sin barndomskammerat, der er førtidspensionist og har tilknytning til Bandidos. Barndomskammeraten er i sagen tiltalt for at have købt to af de våben, som den 42-årige havde fotograferet med sin telefon.
Også han nægter dog våbenhandlen og mener i stedet, at politiets aflyttede samtaler mellem de to barndomsvenner handler om køb og salg af biler.
- Jeg kører noget privat brugtvognsforretning som hobby, så det må vel have været det. Men jeg kan ikke huske det, sagde barndomsvennen.
Ifølge vicepolitiinspektør Lau Thygesen, der sidste sommer var efterforskningsleder i politiets bandeenhed, Taskforce Øst, er der dog ingen tvivl om, at sagen handler om våben.
- Og det interessante ved den her sag er jo, at den viser, at det ikke altid er banderne selv, der får våbnene ind i landet. Andre kriminelle netværk, som vi nogle gange ikke kender til, skaffer våbnene ind og sælger dem videre, siger han.
Den norske mand fra Hesselager hedder Daniel Bjørn Falk og var aldeles ukendt for politiet, indtil den 42-årige angav ham efter sin anholdelse.
Tirsdag var nordmanden også i retten for at vidne, og her forklarede han beredvilligt, hvordan havde leveret våbnene til den 42-åriges adresse i Greve.
- Jeg samler på våben, og MH (den 42-årige red.) vidste det og ringede og spurgte, om han kunne købe nogle af dem, sagde den midaldrende Daniel Falk fra vidneskranken.
- Jeg kørte over til ham med våbnene og med ca. 100 styk ammunition til hver, sagde Daniel Falk.
Dommen mod de tiltalte barndomsvenner falder torsdag.