Bandemedlem skød efter uskyldige: Nu skal han i fængsel

Ingen blev ramt, da manden affyrede skud mod tre unge mænd i Taastrup sidste år, men det kunne være gået helt galt.

Politiet holdte det i første omgang hemmeligt, da en dengang 23-årig mand fra gruppen Black Jackets sent om aftenen den 19. maj 2016 kørte op på siden af tre unge mænd på Taastrupgaardsvej i Taastrup og affyrede mindst fem skud med en fuldautomatisk maskinpistol mod dem. Først i august kom sagen til offentlighedens kendskab – og i dag er der så sat et foreløbigt punktum i den.

Manden, der i dag er 24 år og fra Hvidovre, fik i dag ved Retten i Glostrup otte års fængsel for drabsforsøget og den ulovlige våbenbesiddelse.

Han blev anholdt fire dage efter skyderiet, hvor politiet også fandt både den skarpladte maskinpistol, der blev brugt til drabsforsøget og et jagtgevær med ammunition.

Uskyldige ofre

Selv om sagen trækker tråde til konflikter i bandemiljøet, hvor der foruden Black Jackets er grupperinger som Gremium og Loyal to Familia, havde de tre mænd i bilen ingen relationer til banderne. De var så at sige på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt.

Den i dag 24-årige mand kom i dag for Retten i Glostrup. Her erkendte han at have været i besiddelse af de to skydevåben, men nægtede sig skyldig i at have affyret skuddene, ligesom han benægter overhovedet at have været til stede på Taastrupgårdsvej den maj-aften sidste år.

Planlagt og med forsæt

Ifølge Sjællandske viser politiets undersøgelser imidlertid, at han har efterladt sig dna-spor i bilen, ligesom en undersøgelse af maskinpistolen viste, at den havde været anvendt til skyderiet.

Retten lagde vægt på, at skyderiet havde været planlagt som led i bandekonflikten – og at han havde forsæt til at dræbe. Retten fulgte Anklagemyndighedens påstand om otte års fængsel og lagde blandt andet vægt på, at drabsforsøget var rettet mod flere personer, og at den 24-årige havde besiddet våbnene på offentligt sted.

Dommen blev anket, og den afgøres derfor endeligt, når den kommer for Østre Landsret. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik